CT
Undersøgelse af dele af kroppen ved CT skanning
Hvad er en CT skanning
Undersøgelse og forberedelse varer op til 30 minutter og foregår i Røntgen og Skanning.
Skanningen varer et par minutter. En CT skanning er en computerstyret røntgenundersøgelse.
Billederne er mere detaljerede end almindelige røntgenbilleder og de kan bearbejdes, så de fremstår tredimensionelt og fra flere vinkler. Der kommer flere informationer ud af en CT-skanning end en almindelig røntgenundersøgelse.
Hvornår bruges CT-skanninger
Det er kun speciallæger, der kan henvise til CT skanninger, da stråledosis til en skanning er højere end ved almindelig røntgen.
Før undersøgelsen
Er der specielle forberedelser til undersøgelsen modtager du besked i indkaldelsesbrevet.
Ved nogle undersøgelser vil du blive bedt om at drikke rigeligt inden undersøgelsen. Undgå smykker o.l.
Hvordan foregår undersøgelsen
Lejet køres igennem en 70 cm bred åbning, imens der skannes. Det er vigtigt for undersøgelsesresultatet, at du kan ligge helt stille. Lejet vil køre igennem skanneren flere gange. Du behøver ikke være bekymret for at køre igennem skanneren. Der er plads omkring og det meste af kroppen er udenfor selve maskinen. Du vil under hele undersøgelsen kunne høre maskinen arbejde og derfor larme lidt.
Under undersøgelsen er du alene i rummet, men plejepersonalet kan se og høre dig.
Ved undersøgelser af hovedet vil du blive lejret, så hovedet hviler i en speciel holder.
Det kan tage tid at blive placeret rigtigt, men vi hjælper dig med at ligge godt. Det kan være nødvendigt at sprøjte kontraststof ind i en blodåre under undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Der ingen særlige forholdsregler efter undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Svaret på undersøgelsen får du af den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
Patientvejledninger
På siden Patientvejledninger findes alle Røntgen og Skannings patientvejledninger til forskellige CT undersøgelser.
Nederst på siden finder du en video, der fortæller lidt om, hvordan det er at være til en CT undersøgelse.
CT-skanning Video
Se film om hvordan, en CT undersøgelse foregår