Digitale robotter skal frigive tid til sygepleje
Sygehus Sønderjylland har haft succes med at bruge digitale robotter til at frigive medarbejdertid. I første omgang på administrationsområdet, men nu forventer sygehuset, at de digitale robotter også vil kunne minimere flere sygeplejerskers skærmtid – til fordel for tid til sygepleje og patientkontakt.
Siden 2022 har Sygehus Sønderjylland automatiseret mere end 20 administrative processer, der ellers har krævet mange manuelle indtastninger. For eksempel fakturerings-, refusions-, og bestillingsprocesser. Ikke for at spare men for at frigive ressourcerne til andre mere krævende opgaver.
- Jeg vil vurdere, at vi i alt har fundet ekstra medarbejdertid, der svarer til et årsværk ved at automatisere de her cirka 20 flows, siger chefkonsulent i Økonomi og Planlægning på Sygehus Sønderjylland, Søren Kongsted.
Fra skærmtid til sygeplejetid
Det giver ikke mening at høste de små besparelser, men de frigjorte ressourcer kan bruges meget bedre – og det er der også perspektiver i for de mange helt patientnære opgaver på sygehuset.
- Digitale robotter og automatisering kan også frigive mere tid til sygeplejerskens kerneopgave, nemlig sygepleje. For eksempel når han eller hun ikke skal bruge halve timer foran en computer på for eksempel at godkende bestillinger af diabetesudstyr, men blot kan nøjes med et klik, siger Søren Kongsted.
Efter at have udrullet digitale robotter i administrationen går Søren Kongsted og hans kolleger nu i gang med at identificere de mange muligheder for at lette deres kliniske kollegers administrative tasteopgaver.
Fakta
Disciplinen med at automatisere manuelle processer, hvor medarbejdere taster, slår op i databaser, indberetter, godkender og videresender osv. hedder RPA - Robotic Process Automation. Det er populært sagt digitale robotter, der bliver kodet til at udføre sammenhængende digitale arbejdsgange.
Automatiserede processer er et effektiviseringsredskab, men de har også arbejdsmiljømæssige fordele, da de eliminerer monotone og tidskrævende processer, der måske også skulle udføres på helt bestemte tidspunkter.