Skip til primært indhold

Præhospital visitationsbil skal snart køre i Sønderjylland

Region Syddanmark har ansøgt og fået 53 mio. kr. fra regeringens særlige pulje, der skal styrke akutberedskabet i hele landet. Det kommer Sygehus Sønderjylland til gode.

Syddanskerne kan se frem til et endnu bedre akutberedskab i de kommende år. Region Syddanmark har ansøgt og fået 53 mio. kr. fra regeringens særlige pulje, der skal styrke akutberedskabet i hele landet.

På listen over projekter, som Region Syddanmark har søgt og fået midler til, er etableringen af en præhospital visitationsenhed (PHV) i Sønderjylland.

Der findes PHV-biler på regionens andre tre akut-sygehuse og med den nye bevilling, vil der fremover vil være tilknyttet PHV-biler til alle regionens fire akutsygehuse.

PHV-bilerne skal hjælpe flest mulige syddanskere i hjemmet for at undgå unødvendige indlæggelser og dermed også aflaste ambulancedriften og sygehusene.

Bilen er bemandet med en paramediciner og særligt udstyr i form af ultralyd, blodprøvningsudstyr og ikke-akut medicin, som ikke er i en normal akutbil.

Formand for Regions Syddanmarks præhospitalsudvalg Bente Gertz (S) siger:

- Som patient har man ikke altid brug for og gavn af at blive indlagt på vores sygehuse. Nogle gange kan man blive behandlet i hjemmet og måske efterfølgende blive tilset af den praktiserende læge eller kommunens dygtige sygeplejersker. Med denne type af akutbiler sørger vi for, at patienten får den rigtige behandling til rette tid og på rette sted og undgå unødvendige ambulanceture, så ambulancerne er frie til at køre til livskritiske patienter.

 

Fakta

Region Syddanmark har søgt og fået bevilget penge til følgende syv projekter:

- Styrkelse af sundhedsfaglig visitation og disponering af præhospitale enheder

- Etablering af præhospital visitationsenhed (PHV) i Sønderjylland

- Brug af Point of Care Testing (POCT-udstyr) i ambulance, akutbiler og akutlægebiler

- Styrkelse af AMK-vagtcentralen ved lægelig tilstedeværelse i dagtiden på hverdage

- Flere redder-elever

- Uddannelse af reddere i at håndtere psykiatriske patienter

- Udvidelse af åbningstiden på akutbilen i Nørre Nebel

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V