Fødegangen i centrum i ny dokumentarserie
På Fødegangen i Aabenraa går fællesskab, fagligt mod og nærvær hånd i hånd – og resultatet er en af landets mest anerkendte fødeafdelinger. I en ny dokumentarserie får seerne for første gang et ærligt og rørende indblik i hverdagen blandt jordemødrene, der med høj faglighed og lav indgrebsfrekvens skaber tryghed for både fødende og familier.
Fællesskab og fagligt mod gør fødegangen til en af landets bedste
Et stærkt fagligt fællesskab, et fagligt mod til at skille sig ud og en markant lavere kejsersnitsfrekvens end landsgennemsnittet. Det er nogle af årsagerne til, at fødegangen på Aabenraa Sygehus i dag regnes blandt landets bedste – både at føde på og at arbejde på.
Det kommer nu helt tæt på i en ny dokumentarserie, hvor seerne for første gang får et ærligt, rørende og usædvanligt nært indblik i hverdagen blandt sygehusets jordemødre.
Unik adgang til fødegangen
Gennem to år har den prisbelønnede dokumentarinstruktør Louise Leth fulgt jordemødrene på sygehuset i Aabenraa. Kameraet har været med, når nye familier bliver til – og når både usikkerhed, håb og store følelser fylder fødestuerne. Resultatet er et sjældent detaljeret portræt af en afdeling, hvor faglighed, tryghed og respekt for det enkelte menneske går hånd i hånd.
- Vi er stolte af at åbne dørene og vise, hvordan vi arbejder, siger chefjordemoder Trine Andersen. Det har krævet mod fra både personale og fødende at give adgang til de mest sårbare øjeblikke i livet. Men vi gør det, fordi vi ved, at vores tilgang gør en forskel – og fordi fødsler fortjener at blive fortalt med både faglighed og varme.
Et sted, hvor faglighed og nærvær følges ad
Fødegangen i Aabenraa er kendt for sin stærke kultur, hvor både fødende og medarbejdere ses som hele mennesker. Afdelingen arbejder målrettet på at støtte kvinder i at føde naturligt og undgå unødvendige indgreb. Det er blandt andet derfor, at Fødegangen på Sygehus Sønderjylland år efter år ligger markant under landsgennemsnittet for kejsersnit.
Dokumentaren følger blandt andre jordemoderen Mia, der balancerer passion og pres; den unge studerende Secil, der håber på sin første fødsel; og Emily, der er flyttet hele vejen fra Belgien til Sønderjylland netop på grund af Aabenraas gode ry som arbejdsplads.
Premiere
Dokumentarserien ’Jordemoder mellem liv og død’ får premiere søndag den 23. november kl.19,.30 på TV SYD og fredag den 21. november vil alle seks afsnit være at finde på TV SYD Play.