Skip til primært indhold

Hjerteafdelingen i Aabenraa har fået sin første ekkosygeplejerske

En ny uddannelse har givet sygeplejerske Maria Hostrup på Hjerteafdelingen i Aabenraa nye kompetencer. Som ekkosygeplejerske kan hun nu selvstændigt udføre hjerteskanninger.

Et hjerte for kardiologien

Når Maria Hostrup placerer ultralydsproben på en patients brystkasse, er det med 30 års erfaring og et nyt speciale i hænderne. Hun er blevet den første sygeplejerske på Sygehus Sønderjylland med den nye uddannelse som ekkosygeplejerske – et naturligt næste skridt i et langt arbejdsliv i kardiologien.

Maria har arbejdet med hjertepatienter siden 1992 – først i Haderslev og siden i Aabenraa, hvor hun har været en del af flere specialiserede teams.

Mit hjerte har altid ligget i kardiologien. Jeg holder af det tekniske, det tværfaglige samarbejde – og ikke mindst patienterne, fortæller hun.

Da Sygehus Sønderjylland ønskede at oprette en ny funktion som ekkosygeplejerske – ligesom mange andre kardiologiske afdelinger allerede har – søgte og fik Maria stillingen, der indebar et års målrettet uddannelse.

For mig var det et naturligt næste skridt, fordi ekkokardiografi allerede indgår i mange af de forløb, jeg arbejder med, siger hun.

Maria Hostrup foran maskinen, som bruges til at lave ekkokardiografier

Ny funktion styrker patientforløbene

Som ekkosygeplejerske kan Maria nu udføre standard ekkokardiografier – ultralydsskanninger af hjertet. Hun vurderer resultaterne, sammenholder dem med patientens symptomer og fremlægger dem for en læge, så der kan lægges en plan for det videre forløb.

At have en uddannet ekkosygeplejerske betyder, at flere patienter kan blive undersøgt hurtigere og tættere på deres eget forløb. De møder en sygeplejerske, der kender dem og kan forklare resultaterne i øjenhøjde.

Et travlt år med teori og praksis 

Uddannelsen til ekkosygeplejerske varer omkring et år og veksler mellem teori og klinisk praksis. Undervejs skal deltagerne gennemføre mindst 200 godkendte scanninger og afslutte med en ekstern kompetence vurdering.

Det mest udfordrende har ikke været det faglige, men at finde tid til oplæring og supervision i en travl hverdag. Men jeg har fået fantastisk opbakning fra både ledelsen og især vores ekkoansvarlige overlæge Saboor Kabir, fortæller Maria.

Maria Hostrup er den første på Sygehus Sønderjylland, der har gennemført den nye uddannelse, men hun er ikke alene om funktionen.
På sygehuset i Sønderborg har Maria en kollega, som allerede arbejder som ekkosygeplejerske. Hun skal på et senere tidspunkt supplere med den nye uddannelse.

Det føles rart at være med til at bygge noget nyt op – og dejligt, at vi nu kan bidrage til funktionen på begge sygehusets matrikler, siger Maria med et smil.

Maria Hostrup i Hjerteambulatoriet, hvor hun har arbejdet i mange år

Fakta

Ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af hjertet.

Undersøgelsen viser hjertets struktur og funktion – fx hvordan klapperne bevæger sig, og hvordan blodet strømmer gennem hjertet.

Den bruges til at opdage og følge sygdomme som hjerteklapsygdom, hjertesvigt og medfødte hjertefejl.

Undersøgelsen er smertefri og uden bivirkninger.

En standard ekkokardiografi varer typisk 30–45 minutter.

Resultatet vurderes efter retningslinjer fra Dansk Cardiologisk Selskab.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V