Skip til primært indhold

Nu kommer hjælpen hjem - med ny akutbil i Sønderjylland.

Med en paramediciner og avanceret udstyr på hjul bliver borgerne i Sønderjylland nu også tilbudt en mulighed for behandling i eget hjem.

Nu behøver en tur på hospitalet ikke længere være første skridt, hvis du bliver syg og ringer efter hjælp. Region Syddanmark har fra 1. maj nemlig sat en ny præhospital bil på vejene i Sønderjylland – og den kan meget mere end en almindelig ambulance.

Bilen er bemandet med en paramediciner og fyldt med avanceret udstyr, der gør det muligt at undersøge og starte behandling direkte i patientens eget hjem eller på plejecentre.

Hospitalet kommer til dig

PHV-enheden (Den Præhospitale Visitationsenhed) kan blandt andet tage EKG, måle infektionstal med hurtige blodprøver (POCT), tjekke væskebalance og bruge ultralyd til at undersøge lungerne. Hvis der er behov, kan paramedicineren i samarbejde med en læge fra AMK Vagtcentralen eller hospitalets akutmodtagelse (FAM) starte medicinsk behandling.

Det betyder, at mange patienter kan få hjælp hjemme – uden at skulle ud på en køretur til sygehuset.

-   Vi ved, at den rette behandling ikke altid kræver en sygehusindlæggelse. Mange kan få en sikker og god behandling i hjemmet, hvor de føler sig mest trygge, lyder det fra Rikke Lyngholm Bohlbro, Projektleder på Fælles Akut Modtagelsen (FAM).

Mindre ventetid – mere tryghed

For patienterne kan det betyde kortere ventetid, færre sygehusbesøg og en behandling, der kan foregå i trygge rammer. Særligt for ældre og svækkede borgere kan det være en stor lettelse at blive i egne omgivelser, omgivet af familie eller kendt personale på plejecentret.

-   Det giver både fysisk og psykisk ro for patienten, når de slipper for transport og ophold på en travl akutafdeling, lyder det fra Helle Overgaard, chefsygeplejerske på FAM. 

Fordele for hele sundhedsvæsenet

Men PHV-bilen hjælper ikke kun den enkelte borger. Ved at vurdere og behandle flere patienter i hjemmet, hjælper enheden også med at aflaste ambulancerne og sygehusenes akutafdelinger. Det er en vigtig del af arbejdet med at undgå overbelægning og sikre, at de mest syge patienter får den nødvendige plads på hospitalerne.

-   I Præhospital Syd gør vi alt for at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne – dér, hvor behovet er. Den præhospitale visitationsenhed er et godt eksempel på, hvordan vi kan rykke hurtigt ud, skabe tryghed og sikre, at borgerne får den rette hjælp med det samme. Vi arbejder hver dag for at gøre en forskel – både for dem, vi hjælper, og for de samarbejdspartnere vi står side om side med, siger Ole Laulund, fungerende chef for Kvalitet og Udvikling i Præhospital Syd.

Sønderjylland får nu glæde af erfaringerne

Region Syddanmark fik den første PHV-enhed i december 2022 i Kolding. I 2023 kom også PHV-enheder i Odense og senere Esbjerg til. Nu er Sønderjylland også med på vognen – bogstaveligt talt.

Et kig ind bag i biken

Fakta

Fra Region Syddanmarks hjemmeside om Præhospital Visitationsenhed (PHV)

 
PHV enheden kan starte behandling i hjemmet, hvor der ikke er behov for meget specialiseret behandling.
 
Formålet med PHV-enheden er at foretage visitation i hjemmet eller på plejecentre for at undgå unødvendige kørsler til sygehuset. På denne måde kan vi tilbyde en mere skånsom behandling af den enkelte patient. 

Den rette behandling er ikke nødvendigvis, at borgeren køres til en hospitalsafdeling. PHV-enhederne har mulighed for at udføre flere undersøgelser end ambulancer og kan starte behandling i hjemmet i samarbejde med lægen på FAM (Fælles Akutmodtagelse). Dette giver patienten mere tryghed og ro i forbindelse med behandlingen.

Derudover sparer det tid på transport og ventetid på behandling og undersøgelser på sygehuset. En anden essentiel effekt er, at vi med disse enheder kan mindske risikoen for overbelægning på sygehusene.

PHV-enheden er bemandet af en paramediciner, som løbende er i kontakt med sine lægefaglige kolleger. Dette udgør en fremskudt visitation af patienten og fungerer dermed som en forlængelse af FAM. Enheden disponeres af AMK-Vagtcentralen til visitation af indlæggelser til Akutafdelingen, hvor paramedicinerne i tæt samarbejde med tilknyttede læger vurderer, hvad der er bedst for borgeren.

Vores første præhospitale visitationsenhed startede i Odense d. 1.maj 2023. D. 1. september 2023 kom endnu en PHV-enhed på gaden i Region Syddanmark, denne placeret i Esbjerg.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V