Skip til primært indhold

Ny semi-operationsstue frigør kapacitet og skaber bedre flow

Kvinder med nedsunket underliv kan i nær fremtid opereres i ambulatoriet i stedet for på operationsgangen – til gavn for både patienter, personale og økonomi.

På Afsnit for Kvindesygdomme har man gentænkt måden, man opererer kvinder med nedsunket underliv på. En ny semi-operationsstue er første skridt på vejen. Snart skal indgrebet udføres i ambulatoriet i stedet for på den traditionelle operationsgang.

Fra almindelig stue til semi-operationsstue

En tidligere ambulatoriestue er nu bygget om til en såkaldt semi-operationsstue – en mellemting mellem en klinikstue og en fuldt udstyret operationsstue. Det tidligere toilet er omdannet til depot for operationsudstyr, og stuen er nu indrettet med kirurgisk vask, operationsleje og operationslampe.

Den nye stue gør det muligt at udføre mindre operationer i lokalbedøvelse, som ellers ville have belastet operationsgangen. Det gælder indgreb, der ikke kræver fuld bedøvelse. Fremover kan kvinderne tage hjem få timer efter operationen og undgår dermed både indlæggelse, opvågning og den sygelig-gørelse, der ofte følger med et længere hospitalsophold.

Kortere ventelister og markante besparelser

Den nye organisering sikrer et bedre patientflow og en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Hvor der på operationsgangen normalt er mange led involveret – blandt andet portører, rengøring, operations- og anæstesipersonale – kan ambulatoriet gennemføre indgrebene langt mere smidigt og med færre ressourcer.

En cost-benefit-analyse viser, at der alene på personalesiden spares omkring 2.800 kroner pr. indgreb. Samtidig betyder den enklere struktur, at ventelisterne kan nedbringes hurtigere, fordi flere patienter kan behandles på kortere tid.

Også for personalet er der klare fordele. Arbejdet på operationsgangen indebærer ofte ventetid og skift mellem mange patienter og teams, mens ambulatoriet byder på et mere stabilt og forudsigeligt flow – med bedre kontinuitet og øget arbejdsglæde til følge.

Et skridt mod fremtidens behandling

Den nye stue blev taget i brug for omkring en måned siden, og efter en kort indkøringsfase, hvor personalet har vænnet sig til de nye arbejdsgange, er begejstringen allerede stor. Alt er blevet lettere, hurtigere og mere effektivt – og stuen er indrettet præcis til formålet. Også patienterne har givet positive tilbagemeldinger.

Erfaringen med ambulante indgreb er ikke ny. Siden 2013 har afdelingen arbejdet med andre typer operationer i ambulant regi – og den viden danner et solidt fundament for det nye tiltag. Planen er, at de første patienter med nedsunket underliv skal opereres på stuen efter nytår.

Visionen er, at endnu flere indgreb på sigt kan flyttes ud i ambulatoriet. Det vil frigøre kapacitet på operationsgangen, nedbringe ventetiden og give patienterne et mere enkelt og nært behandlingsforløb.

 

Indsæt nyt billede + indsæt kort beskrivelse af, hvad man ser på billedet ...

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V