Ny stabschef: Michael skal koble politik til klinik
Michael Skriver Hansen skal få det nye Sundhedsråd Sønderjylland godt fra start. Fritiden bliver brugt på løb, vandring og en passion for engelsk fodbold.
Det er en gammel kending, der er vendt tilbage til Sygehus Sønderjylland i en nyoprettet stilling som afdelingschef for staben Sundhedspolitik- og strategi, der blandt andet skal servicere det kommende Sundhedsråd Sønderjylland.

Sidst 60-årige Michael Skriver Hansen var ansat på sygehuset var fra 2002 til 2014, hvor han i perioden bestred flere forskellige chefstillinger.
De seneste 11 år har Michael Skriver Hansen været ansat som sundhedschef i Sønderborg Kommune. Og her har han opbygget stor erfaring med politiske processer og med at betjene politikere.
Politiske processer kræver tid
Han glæder sig til at være med til at virkeliggøre de ambitioner, der ligger i sundhedsreformen.
- Der er et stort potentiale og politisk spillerum til at løfte mulighederne. Og det bliver spændende at arbejde med, siger Michael Skriver Hansen.
Han har dog også erfaret, at politiske processer kræver tid, tålmodighed, vedholdenhed og timing. Og den erfaring trækker Michael Skriver Hansen med ind i sit nye job.
Løbesko og engelsk fodbold
Når Michael Skriver Hansen lægger chefkasketten fra sig, trækker han gerne i løbeskoene.
- Jeg deler en interesse for løb og træning med mine nu voksne sønner. Selv om de bor i København og Aarhus, så træner vi frem mod de samme halvmaratoner. Så mødes vi og løber sammen. Det synes jeg, er en god, aktiv måde at være sammen på, siger Michael Skriver Hansen.
Sammen med sine sønner deler han også en passion for engelsk fodbold. Nærmere bestemt klubben Ipswich, der havde en glorværdig periode i 70’erne og 80’erne, hvor Tipslørdag bragte dramaerne ind i stuen i Michaels barndomshjem i Nybøl.
- Jeg blev fascineret af de her underdogs, der bliver kaldt The Tractor Boys. Det har nok smittet af på vores børn. Så nu har vi også et fællesskab om det hold, fortæller Michael Skriver Hansen.
Snører vandrestøvlerne med hustru
Men det er ikke kun løbesko og fodboldstøvler, der optager den nye afdelingschef.
Det gør vandring også. Sammen med sin hustru begiver han sig gerne ud på længere vandreture.
Sammen har de været både Bornholm rundt, vandret på Caminoen, i England og på den lokale Gendarmsti, der blandt andet går langs kysten på deres hjemegn, Broagerland.
Michael Skriver Hansen betragter sig selv som sønderjyde.
Nørre Snede, Nybøl og Broager
De første fem år af sit liv boede han dog i Nørre Snede i Midtjylland, men da faderen fik job som driftsleder på Kelsens småkagefabrik i Sønderborg, flyttede familien til Nybøl, hvor Michael Skriver Hansen voksede op.
Efter studietiden på statskundskab i Aarhus, flyttede familien blandt andet til Bornholm, hvor Michael Skriver Hansen arbejdede i Bornholms Amt og til København, hvor han arbejdede i Amtsrådsforeningen.