Skip til primært indhold

Patologibygning i Sønderborg rives ned – men de gode dele bliver genbrugt

Til februar er den gamle Patologi-bygning helt væk. Bygningens røde teglsten genbruges på andre af regionens bygninger

Når januar bliver til februar, vil der være en bar plet, dér hvor den tidligere Patologibygning i Sønderborg står i dag – og et lille stykke bygningshistorie i Sønderborg vil være slut.

I den forgangne uge er håndværkerne nemlig gået i gang med at rive den 2000 kvadratmeter store, gamle bygning fra 1936 ned. Og de skal ifølge nedrivningsplanen være færdige med deres arbejde i slutningen af januar.

Bygningen har stået tom, siden Patologi flyttede fra Sønderborg til Aabenraa for nogle år siden.

- Bygningen er i rigtig dårlig stand, og hverken den nuværende ejer, Region Syddanmark, eller andre mulige købere har haft interesse i at renovere den, forklarer chef for Teknisk Afdeling, Kim Møller-Rasmussen.

Patologi-bygningen i Sønderborg bliver nu revet ned

Bæredygtig nedrivning

Patologibygningen er spærret af med byggehegn – og bag hegnet er der linet flere containere op til grovsortering af forskellige materialer, som for eksempel metal, der skal smeltes om og genbruges.

Kim Møller-Rasmussen fortæller, at der stadig er byggematerialer og maskineri, der kan genbruges direkte.

Region Syddanmark aftager en del af bygningens fine, røde teglsten, da de vil kunne genbruges direkte andre steder i regionens store bygningsmasse, siger Kim Møller-Rasmussen.

Selv kan sygehuset bruge nogle møbler og nogle varmecirkulationspumper, der står i kælderen, siger souschef i Teknisk Afdeling, Bjarke Carlsson.

Han fortæller også, at en del grene og buskads, der bliver fjernet i forbindelse med nedrivningen bliver omdannet til insektvenlige kvashegn i området.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


20 20 53 49
APPFWU01V