Psykiatrisk Akut Modtagelse i Aabenraa udbygges for 14 mio. kroner
Psykiatrisk Akut Modtagelse i Aabenraa bliver udvidet med 400 kvadratmeter og nye faciliteter til 14 millioner kroner. Udbygningen skal skabe mere diskretion for sårbare patienter, forbedre arbejdsmiljøet for personalet – og samtidig frigive plads i den fælles akutmodtagelse til somatiske patienter.
Uanset om man er kommet akut til skade fysisk eller har brug for akut psykiatrisk hjælp, er sønderjyske patienter kommet ind på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa gennem den samme akutmodtagelse.
Som et af de få steder i Danmark har den psykiatriske og somatiske skadestue og akutmodtagelse i en årrække været integreret i samme døgnfunktion – Fælles Akut Modtagelse (FAM) med integreret Psykiatrisk Akut Modtagelse (PAM).
Men nu kan patienter og medarbejdere i begge systemer se frem til bedre forhold.
For frem til marts 2026 er håndværkerne nemlig i fuld gang med at bygge en udvidelse på 400 kvadratmeter til Psykiatrisk Akut Modtagelse.
Den nye tilbygning kommer til at inddrage en del af parkeringspladsen foran skadestuen, og har et budget på 14 millioner kroner.
Mere diskretion og bedre arbejdsforhold
Udvidelsen af PAM’s faciliteter omfatter blandt andet tre undersøgelses- og triage-rum, tre psykiatriske sengestuer med eget toilet og bad, ventepladser for patienter og kontorfaciliteter for medarbejdere.
Erfaringerne med fælles akut modtagelse for både psykiatriske og somatiske patienter har vist, at der er et behov for faciliteter, der skaber mere diskretion for psykiatriske patienter i en sårbar situation.
- Den nye PAM-tilbygning betyder, at patienter med både fysiske og psykiske problemstillinger kan få en mere sammenhængende og koordineret behandling – præcis som sundhedsreformen lægger op til. Vi har i en årrække allerede haft et tæt samarbejde med den somatiske akutmodtagelse og vi ser frem til, at de nye fysiske rammer kan give et endnu større udbytte for vores patienter og medarbejdere, siger chefsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, Lykke Bay Marcussen
Frigør plads til somatiske patienter
Den nye tilbygning gør, at det nuværende PAM-område på FAM bliver flyttet, og dermed også frigør kærkommen plads til de somatiske patienter på FAM.
- Vi ser meget frem til at ud- og ombygningen bliver færdig, så patienterne og personalet får bedre rammer til behandlingen med flere stuer. Samtidig vil det efterfølgende betyde en mulighed for at flytte nogle funktioner intern i afdelingen så arbejdsforholdende optimeres til gavn for alle, siger chefsygeplejerske på Fælles Akut Modtagelse, Helle Overgaard.
Byggeriet af den nye PAM-tilbygning betyder, at der i byggeperioden frem til marts 2026 bliver inddraget 4-5 parkeringspladser foran skadestuen til byggepladsen.
Fakta
En af ambitionerne med Sundhedsreformen er at styrke psykiatrien og integrere og ligestille somatik og psykiatri.
Siden akutsygehuset og psykiatrisygehuset blev opført på samme matrikel i Aabenraa, har der eksisteret et godt samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og Psykiatrisk Afdeling Aabenraa under Psykiatrien i Syddanmark. Blandt andet om integreret Psykiatrisk Akut Modtagelse på Sygehus Sønderjyllands Fælles Akut Modtagelse.
Som følge af Region Syddanmarks implementering af Sundhedsreformen, bliver Psykiatrisk Afdeling Aabenraa og de lokalpsykiatriske tilbud i Sønderjylland en del af Sygehus Sønderjylland fra 1. januar 2026.
Det betyder, at Sygehus Sønderjylland fra 1. januar byder velkommen til cirka 440 nye medarbejdere. Det betyder, at antallet af ansatte på Sygehus Sønderjylland fra 1. januar vil være cirka 3250.