Sønderjyske fødende er meget tilfredse med Sygehus Sønderjylland
Patienttilfredsheden blandt de fødende kvinder på Sygehus Sønderjylland ligger signifikant over landsgennemsnittet.
Fødende kvinder i Sønderjylland er generelt meget tilfredse med den hjælp, støtte og information, de får fra Sygehus Sønderjylland under deres graviditet og fødsel.
Det viser resultaterne af den årlige Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, der netop er blevet offentliggjort.
I undersøgelsen bedømmer 400 fødende kvinder deres oplevelser på Sygehus Sønderjylland på en tilfredshedsskala fra 1 til 5.
De fødende kvinder blev bedt om at svare på, i hvor høj grad, de var enige i 12 forskellige udsagn.
Det er blandt andet spørgsmål, der går på tryghed, information, støtte og hjælp. Patienttilfredsheden ligger i alle 12 spørgsmål over 4 – og i flere af spørgsmålene tættere på topkarakteren 5.
Signifikant højere end landsgennemsnittet
I otte ud af de 12 spørgsmål ligger patienttilfredsheden blandt de fødende kvinder på Sygehus Sønderjylland signifikant over landsgennemsnittet. På de resterende fire spørgsmål ligger den sønderjyske patienttilfredshed så marginalt over landsgennemsnittet, at den kategoriseres som på niveau med landsgennemsnittet.
De fødende kvinders tilfredshed med Sygehus Sønderjylland har holdt et generelt højt niveau i de senere år. Og i 2024-undersøgelsen er der ingen tilbagegang at spore på nogle af de 12 parametre.
På et enkelt spørgsmål er der endda signifikant fremgang: På spørgsmålet ”Jeg får den hjælp, jeg har behov for til at amme på fødestedet” er patienttilfredsheden steget fra 4,08 i 2023 til 4,19 i 2024.
Ser de fødendes individuelle behov
Den høje patienttilfredshed blandt fødende kvinder i Sønderjylland glæder chefjordemoder i Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland, Trine Andersen:
- Jeg er virkelig stolt over, at vi igen i år har opnået så flotte resultater. Vi arbejder meget med at se det hele menneske og deres individuelle behov, og så har vi et fantastisk team af dygtige medarbejdere. Jeg tror, at det er kernen i resultaterne.
I den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser 2024 bliver der også spurgt til patienttilfredsheden blandt akut og planlagt indlagte patienter, blandt akut og planlagt ambulante patienter, og blandt radiologiske patienter på Sygehus Sønderjylland.