Skip til primært indhold

Lille pumpe kan spare alvorligt syge hjertepatienter for uger på sygehuset

Udvalgte hjertepatienter på Sygehus Sønderjylland kan nu undgå flere ugers indlæggelse ved at få intravenøs antibiotika hjemme via en lille pumpe i en taske. Løsningen frigør sengepladser og giver alvorligt syge patienter mere tid i vante omgivelser.

Den ligner ikke noget, der kan ændre et sygdomsforløb.

En lille pumpe i en taske. Ikke meget større end, at patienten kan have den med sig rundt derhjemme.

Men for nogle alvorligt syge hjertepatienter kan den lille pumpe gøre en stor forskel. Den kan betyde, at de slipper for flere ugers indlæggelse og i stedet kan få den nødvendige antibiotikabehandling hjemme.

På Sygehus Sønderjylland kan udvalgte patienter med en alvorlig infektion i hjertet nu komme hjem med den pumpe, som giver antibiotika direkte i blodåren døgnet rundt.

For patienterne kan det betyde mere frihed, mere ro og mere tid i vante omgivelser.

-   Det her er patienter, som tidligere ofte måtte være indlagt i hele behandlingsperioden, fordi de havde brug for intravenøs antibiotika flere gange i døgnet. Med pumpen kan vi nu tilbyde nogle af dem at fortsætte behandlingen hjemme, siger speciallæge på Hjerteafd., Tine J. Philippsen.

Speciallæge, Hjerteafdelingen,  Tine J. Phillipsen

Speciallæge, Hjerteafdelingen, Tine J. Phillipsen

Når behandlingen varer i ugevis

Patienterne har endokarditis. Det er en sjælden, men alvorlig infektion i hjertet, som kræver langvarig behandling med antibiotika.

Forløbet varer typisk fire til seks uger. Behandlingen begynder altid på sygehuset med højdosis antibiotika direkte i blodåren.

Nogle patienter kan efter cirka 14 dage skifte til tabletter. Andre kan ikke. De har brug for intravenøs behandling hele vejen igennem.

Det er især dem, den nye pumpe kan hjælpe.

Tidligere har mange af disse patienter været nødt til at blive på sygehuset i hele behandlingsperioden. Ikke nødvendigvis fordi de hele tiden havde brug for at ligge i en hospitalsseng, men fordi medicinen skulle gives flere gange i døgnet.

Nogle typer antibiotika skal gives op til fire gange om dagen. Kommunerne kan efter den regionale samarbejdsaftale hjælpe med intravenøs behandling i hjemmet op til tre gange dagligt – men ikke fire.

Den sidste dosis har derfor ofte været det, der holdt patienterne på sygehuset.

Alternativet var, at patienten skulle transporteres til sygehuset hver dag for at få den sidste dosis antibiotika. For patienter, der i forvejen er ældre, svækkede eller alvorligt syge, kan det være en stor belastning. Og i Sønderjylland kan der være langt til sygehuset.

Mange af patienterne er ældre og alvorligt syge. For dem kan det være en kæmpe kraftanstrengelse at skulle transporteres til sygehuset hver dag i flere uger. Derfor betyder det meget, når behandlingen i stedet kan foregå hjemme, fortæller læge Tine J. Philippsen.

Her viser læge Tine J. Phillipsen hvor lille pumpen faktisk er

Her viser speciallæge Tine J. Phillipsen, hvor lille pumpen faktisk er.

En behandling, der kan tages med hjem

Den nye mulighed består i, at patienten får antibiotika via en elastomerisk pumpe. Pumpen bæres i en taske og giver medicinen løbende. Den skal skiftes én gang i døgnet.

Det betyder, at patienten ikke skal kobles til et dropstativ flere gange om dagen. Medicinen følger med rundt.

Patienten kan være hjemme. Sidde i sin egen stol. Sove i sin egen seng. Være tættere på sine pårørende. Og samtidig få den behandling, der er nødvendig.

På Hjerteafdelingen oplever man, at patienterne er glade for muligheden.

Vores oplevelse er, at de er meget glade for at få muligheden. For de fleste er det forbundet med mere nærvær, mere frihed og en hverdag i kendte omgivelser, siger Tine J. Philippsen

Omkring hver tredje patient er kommet hjem med pumpe.

Pumpebehandlingen er ikke en mulighed for alle patienter med endokarditis. På Sygehus Sønderjylland har behandlingen indtil videre været et tilbud til de patienter, som afdelingen har vurderet egnede. Patienterne har derefter kunnet vælge, om de ville fortsætte behandlingen hjemme med pumpe eller være indlagt i hele perioden.

I årets første kvartal er omkring hver tredje patient med endokarditis på Hjerteafdelingen på Sygehus Sønderjylland kommet hjem med pumpebehandling.

Selv om endokarditis er en sjælden diagnose, fylder patientgruppen meget i en sengeafdeling. Det skyldes især, at behandlingsforløbene er lange og kan vare op til seks uger.

Når flere patienter kan fortsætte behandlingen hjemme, frigør det sengepladser og sygeplejerskeressourcer til andre hjertesyge patienter. Men det handler ikke kun om plads på sygehuset.

Langvarige indlæggelser kan især for ældre og svækkede patienter være forbundet med risiko for infektioner, forvirringstilstande og tab af funktionsevne. For nogle patienter kan det også have stor betydning at få mere tid hjemme i måske den sidste del af livet.

For nogle patienter handler det ikke kun om at undgå en lang indlæggelse. Det handler også om at kunne være hjemme, tæt på sine pårørende og i omgivelser, man kender, fortæller hjertelægen.

Sygeplejerske Regitze demonstrerer, hvordan pumpen påsættes

Sygeplejerske Regitze demonstrerer, hvordan pumpen påsættes

Regitze viser, hvor meget pumpen fylder i posen, når den er fyldt op.

Regitze viser, hvor meget pumpen fylder i posen, når den er fyldt op.

Sådan kan pumpen hænge i tasken på patienten derhjemme

Sådan kan pumpen hænge i tasken på patienten derhjemme

Meget skal falde på plads

For patienten er pumpen lille. Men samarbejdet bag er stort.

Før en patient kan komme hjem med pumpe, skal mange ting være på plads. Læger og sygeplejersker skal vurdere, om behandlingen er fagligt forsvarlig. Der skal lægges en plan for blodprøver, opfølgning og levering af pumper. Patientudskrivelseskoordinatorerne skal kontakte kommunen og sikre, at planen for behandlingen i hjemmet er tydelig.

Pumpen med antibiotika produceres på Sygehus Apotek Fyn. Herfra transporteres den til Sygehus Sønderjylland og patienten får pumperne med hjem. I hjemmet er det kommunens sygeplejersker der skifter pumpen én gang i døgnet og tilser patienten yderligere én gang dagligt. De kan også kontakte Hjerteafdelingen, hvis der opstår problemer eller spørgsmål.

Af hensyn til holdbarheden leveres pumper til seks dage ad gangen.

Det kan lyde enkelt, at patienten får en pumpe med hjem, men der ligger et stort koordineringsarbejde bag. Det kræver tæt samarbejde mellem afdelingen, patientudskrivelseskoordinatorerne, apotekerne og kommunerne, fortæller speciallægen på Hjerteafdelingen. Tine J. Philippsen

Et skridt tættere på patientens hverdag

Bag den lille pumpe ligger netop den type samarbejde på tværs af sygehus, kommune og apotek, som sundhedsreformen lægger op til: At flere patienter kan få behandling tættere på deres hverdag – uden at slippe den specialiserede faglighed.

For Hjerteafdelingen er erfaringerne et konkret eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre i praksis. Håbet er, at endnu flere patienter fremover kan få muligheden, når det er fagligt forsvarligt.

Vi håber, at flere patienter fremover kan få behandlingen hjemme. Det kan give patienterne mere livskvalitet og frihed, og samtidig kan det frigøre plads til andre hjertesyge patienter i afdelingen, siger speciallæge Tine J. Philippsen.

Fakta

Hvad er endokarditis?
Endokarditis er en sjælden, men alvorlig infektion i hjertet. Infektionen kan sætte sig på en hjerteklap eller på indopereret hjerteudstyr som for eksempel en pacemaker eller ICD.

Hvor kommer infektionen fra?
Infektionen opstår, når bakterier i blodet sætter sig i hjertet eller på indopereret udstyr. Bakterierne kan blandt andet stamme fra hud, tænder eller tarme.

Hvor længe varer behandlingen?
Behandlingen varer typisk fire til seks uger og begynder altid med højdosis antibiotika direkte i blodåren.

Kan alle skifte til tabletter?
Nej. Nogle patienter kan efter cirka 14 dage overgå til tabletbehandling, mens andre har brug for intravenøs antibiotika i hele perioden.

Hvad er en elastomerisk pumpe?
En elastomerisk pumpe er en lille pumpe, som bæres i en taske. Den giver antibiotika løbende direkte i blodåren og skal skiftes én gang i døgnet.

Hvem kan få behandlingen hjemme?
Det afhænger af en individuel lægefaglig vurdering. Patienten skal blandt andet have behov for intravenøs behandling i hele perioden og kunne samarbejde om at have pumpen derhjemme.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V