Sundhedsråd Sønderjylland er trukket i arbejdstøjet for et nært sundhedsvæsen
Sundhedsråd Sønderjylland holdt sit første møde den 27. januar 2026
Sundhedstilbuddene skal tættere på borgerne og der skal udvikles og investeres i det nære sundhedsvæsen i Sønderjylland.
Og den opgave har det nyoprettede Sundhedsråd Sønderjylland fået. Rådet består af ni politikerne, fem regionrådsmedlemmer fra Region Syddanmark og fire kommunalpolitikere – én fra hver af de sønderjyske kommuner.
Tirsdag den 27. januar holdt Sundhedsråd Sønderjylland sit første møde på Sygehus Sønderjylland, der står for betjeningen af sundhedsrådet.
Formand for Sundhedsråd Sønderjylland, Susanne Eilersen (DF), ser frem til det kommende arbejde:
- Vi er nu i gang med opgaven med at omsætte sundhedsreformens ambitioner til konkrete løsninger for borgerne i Sønderjylland. Det handler om at skabe mere nærhed og større lighed i sundhedstilbuddene, så hjælpen er der, når og hvor borgerne har brug for den.
Næstformand for Sundhedsråd Sønderjylland, Mette Bossen Linnet, fremhæver sundhedsrådets fremadrettede rolle:
- Sundhedsrådet giver os mulighed for at komme endnu tættere på borgernes behov. Vi står over for mange opgaver, men også et stort potentiale for at videreudvikle det nære sundhedsvæsen i Sønderjylland.
Sundhedsrådets opgaver
I 2026 fungerer sundhedsrådet som forberedende udvalg, mens det fra 2027 får selvstændig beslutningskompetence. Sundhedsråd Sønderjylland har det politiske ansvar for drift og udvikling af Sygehus Sønderjylland inden for de rammer, som regionsrådet fastlægger.
Rådet får det politiske ansvar for at sikre tilstrækkelig kapacitet af praktiserende læger og speciallæger samt for kvaliteten af de ydelser, der leveres.
Derudover skal sundhedsrådet udvikle de sundhedsopgaver, som regionen overtager fra kommunerne, herunder akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser samt specialiseret rehabilitering.
Læs mere om Sundhedsråd Sønderjylland og de øvrige nye sundhedsråd på Region Syddanmarks hjemmeside
Sundhedsråd Sønderjylland
Regionale medlemmer:
Susanne Eilersen (DF) (formand)
Mette Bossen Linnet (V) (næstformand)
Tage Petersen (V)
Allan Emiliussen (V)
Jette Damsø Henriksen (S)
Kommunale medlemmer:
Sønderborg Kommune: Didde Lauritzen (S)
Aabenraa Kommune: Michael Christensen (SF)
Haderslev Kommune: Signe Knappe (V)
Tønder Kommune: Anette Abildgaard Larsen (K)