Til kamp mod ulighed i sundhed: Sygehus Sønderjylland ansætter flere socialsygeplejersker
Sygehuset øger sit fokus på socialt udsatte patienter og på samarbejdet mellem psykiatri og somatik
På blot få måneder er antallet af socialsygeplejersker på Sygehus Sønderjylland blevet fordoblet. Fra to socialsygeplejersker til fire. Og det er der en god grund til:
- En af intentionerne i sundhedsreformen er at gøre noget ved uligheden i sundhed. Uligheden viser sig blandt andet blandt socialt udsatte borgere og patienter. Det er en gruppe, som både kan have psykiske og fysiske sygdomme, og som kan have svært ved at tage vare på deres eget helbred og begå sig i sundhedssystemet. Derfor opnormerer vi nu på socialsygeplejeområdet i et samarbejde mellem somatikken og psykiatrien, der nu er integreret på Sygehus Sønderjylland, siger chefsygeplejerske på Fælles Akut Modtagelse (FAM), Helle Overgaard.
Opsøgende socialsygepleje
Socialsygeplejerskerne på Sygehus Sønderjylland kan både rekvireres internt af sygehusets afdelinger, men arbejder også opsøgende. Både på sygehuset og ude hvor socialt udsatte borgere bor og opholder sig.
Socialsygeplejerskerne arbejder meget netværksbaseret og har mange samarbejdspartnere blandt myndigheder, privatpraktiserende læger og opholds- og bosteder.
Én af de nye socialsygeplejersker på Sygehus Sønderjylland er Stephanie Jensen. Hun er ansat 50% i somatikken og 50% i psykiatrien.
- Jeg ser mig selv som en brobygger. Jeg er den socialt udsatte patients professionelle ven under indlæggelsen. Jeg kan for eksempel hjælpe med kontakten til kommunen, til lokalpsykiatrien og til patientens egen læge. Det er opgaver, som socialt udsatte patienter kan have svært ved selv at overskue, siger Stephanie Jensen.
Socialsygeplejeklinik på vej
Ud over Sygehus Sønderjyllands personaleopnormering har Region Syddanmark sat 1 mio. kroner årligt af til driften af en decideret socialsygeplejeklinik på sygehuset. Den bliver oprettet i tilknytning til FAM og vil fungere i samarbejde med de kommunale tilbud.