Tønder Sygehus åbner dørene
Hvor stærkt er dit håndtryk, hvor grundigt spritter du egentlig hænder – og hvad gemmer der sig bag dørene på Tønder Sygehus? Søndag den 6. september inviterer sygehuset indenfor til en dag med oplevelser, aktiviteter og indblik i hverdagen på Sygehus Sønderjyllands daghospital i Tønder.
Søndag den 6.september fra klokken 10.00 til 13.00 kan besøgende gå på opdagelse på Sygehus Sønderjyllands daghospital i Tønder, møde medarbejdere. prøve - og høre om - nogle af de ting, der hører hverdagen i sundhedsvæsenet til.
I Skadeklinikken kan man blandt andet få målt sit blodtryk og få hjælp til at tjekke sin vaccinationsstatus. Her kan man også se noget af det udstyr, der bruges, når patienter kommer ind med skader, og høre om ABCDE-princippet, som sundhedspersonale bruger til systematisk at vurdere kritisk syge og tilskadekomne. På 1.sal kan man bl.a. teste om man er god nok til at spritte hænder.
I Tønder Kommunes lokaler kan man prøve en medicinudleveringsrobot, teste styrken i sit håndtryk og se forskellige træningsredskaber. Kommunens køkken byder desuden på smagsprøver.
Der bliver også mulighed for at komme ind steder, som de fleste normalt kun oplever, når de er patienter.
I Røntgen & Skanning fortæller medarbejdere om CT- og MR-skanninger og mammografiscreening, og besøgende kan få et kig ind til MR-skanneren.
Høreklinikken viser høreboksen frem og fortæller om, hvad der sker, hvis man oplever et høretab og hvilke muligheder, man så har. Her kan man også se, hvordan en høreprøve foregår.
På Medicinsk Daghospital kan man høre om tilbud til patienter med diabetes, svær overvægt og knogleskørhed. En medarbejder fra Hjerteafdelingen fortæller også om undersøgelser og behandling af blandt andet blodprop i hjertet, åreforkalkning, hjerteklapsygdom og forhøjet kolesterol.
Lokalpsykiatrien åbner også dørene denne søndag og inviterer på guidede ture, hvor besøgende kan se huset og høre mere om tilbuddene i lokalpsykiatrien.
Tønder sygehus i fremtiden
Besøgende kan også se en lille udstilling om planerne for Tønder Sygehus og høre mere om, hvordan sygehuset skal udvikle sig i de kommende år. Her er der også mulighed for at stille spørgsmål.
Du får også et indblik i hverdagen på Tønder Sygehus gennem nogle af de medarbejdere, der arbejder her til daglig.
Derudover kan du høre mere om de frivilliges arbejde på sygehuset, når et par af sygehusets frivillige og frivillighedskoordinatoren står klar til en snak. Sygehusets demenskoordinator er også med og kan gøre dig klogere på demens.
Undervejs er der mulighed for en lille pause, hvor et par politikere fra Sundhedsråd Sønderjylland serverer kaffe og kage - og en lille snak.
Åbent Hospital på Tønder Sygehus finder sted søndag den 6. september kl. 10-13.
Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.