Celleforandringer
Til patienter og pårørende
Celleforandringer er ikke kræft, og stort set alle kvinder, der får konstateret celleforandringer, bliver fuldstændig helbredt.
Man ved dog, at celleforandringer over tid muligvis kan udvikle sig til livmoderhalskræft, hvorfor man har iværksat et screeningsprogram (celleskrab fra livmoderhalsen hvert 3. år) for alle kvinder i Danmark mhp. at finde celleforandringerne i et tidligt stadium.
Yderligere undersøgelser
Hvis du har fået påvist celleforandringer ved et celleskrab (smear), vil du i første omgang få foretaget en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi), kombineret med små vævsprøver (biopsier) og et lille skrab (cervixabrasio) fra livmoderhalsen.
Disse undersøgelser foretages ambulant og kræver ikke bedøvelse. Vævet bliver mikroskoperet og inddeles i grader.
Man taler om
- Lette celleforandringer
- Moderate celleforandringer
- Svære celleforandringer
Behandling af celleforandringer
Hvis der er tale omlette forandringer, vil det i første omgang være tilstrækkeligt med kontrol efter 6 måneder.
Vedmoderate celleforandringerbliver du inviteret til samtale om fordele og ulemper ved kegleoperation (alder og graviditetsønsker spiller ind i disse overvejelser).
Vedsvære celleforandringervil du blive tilbudt en kegleoperation, mhp. endelig diagnostik og behandling.
Indgrebet foregår oftest ambulant i lokal bedøvelse.
Der udskæres et lille kegleformet vævsstykke fra livmoderhalsen medinddragende celleforandringerne.
Din behandling
Du har fået tid til kegleoperation i Afsnit for Kvindesygdomme i Aabenraa - datoen finder du i indkaldebrevet.
VIGTIGT!
Sidste hverdag før din aftale ringer vi til dig mellem kl. 12-15 for at oplyse om mødetidspunktet.
Hav venligst din telefon åben i dette tidsrum og vær opmærksom på, at når vi ringer dig op, så er det med ukendt tlf.nr.
Før indgrebet
Du må spise og drikke, inden du møder i Afsnit for Kvindesygdomme.
Du skal tage vanlig morgenmedicin, inden du møder, og ligeledes tage 1000 mg Paracetamol og 400 mg Ibuprofen 1 time før mødetid forebyggende mod smerter.
Fjern venligst evt. piercinger og tag ingen smykker på.
Der er mulighed for, at du har en ledsager med under hele forløbet, hvis du ønsker det.
Hvordan foregår indgrebet?
Hele indgrebet tager mellem 15 og 30 minutter og udføres i lokal bedøvelse.
Du bliver lagt i almindeligt gynækologisk leje, som ved gynækologisk undersøgelse.
Der bliver lagt lokalbedøvelse i din livmoderhals og efter få minutter starter behandlingen.
Beskrivelse af indgrebet
Vær opmærksom på, at lokalbedøvelse tager smertesansen, men ikke berøringssansen.
Med en elektrisk slynge er det nu muligt at skære det forreste af din livmoderhals af, mens resten brændes overfladisk.
Efter indgrebet
Tag den med ro et par dage og undgå løb og cykling. Ved tungt arbejde tilråder vi sygemelding i 10 dage.
Der vil være sparsom blødning og udflåd 2-3 uger efter indgrebet, og i den periode bør du undgå samleje, svømmebad og karbad samt brug af tampon.
Hvis du får kraftige smerter eller blødninger og evt. feber efter operationen, bør du søge læge.
Indgrebet har ikke indflydelse på det seksuelle samliv og dine muligheder for at blive gravid og gennemføre en graviditet.
Kontrol
Ca. 2-3 uger efter indgrebet vil du kunne forvente svar på den mikroskopiske undersøgelse af vævet. Den videre kontrol afhænger af, om der er sundt væv hele vejen rundt om forandringerne eller ej.
Hvis forandringerne er fjernet i sundt væv, skal du kontrolleres med celleprøve (smear) hos din egen læge efter 6 måneder og derefter hvert 3. år.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt keglen er fjernet i sundt væv, skal du kontrolleres hos gynækologen første gang efter ca. 6 måneder evt. med nye vævsprøver.
Selv om forandringerne når kanten, er det sjældent nødvendigt med yderligere behandling.
Yderligere information
- Celleforandringer (pjece fra Kræftens Bekæmpelse)
- netdoktor.dk
- sundhed.dk
- cancer.dk
|
Kontakt Kvindesygdomme Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 21 00 |
|
pinfoSHS-40373546-104 149195|12.03.2026 |