Endometriefjernelse
Til patienter og pårørende
Fjernelse af slimhinden i livmoderen
Formålet med indgrebet er at fjerne så meget af slimhinden som muligt for varigt at nedsætte dine
menstruationsblødninger.
Hvordan foregår indgrebet?
Indgrebet tager 20-30 minutter og udføres i fuld bedøvelse.
Det foregår ved, at lægen fører et instrument op i livmoderhulen, og ved hjælp af dette instrument fjerner slimhinden. For at få et godt billede vil man under operationen skylle i livmoderhulen med klar væske.
Når slimhinden er fjernet, kan man nogle gange slutte operationen af med at sætte en hormonspiral op i livmoderen. Spiralen kan sidde i 5 til 8 år og hjælper til med at nedsætte menstruationsblødningerne.
Behandling med hormonspiral aftales med lægen.
Før operationen
Bedøvelse
I patientinformationen ”Bedøvelse” finder du relevant information om bl.a. fasteregler, bedøvelsesformer mm.
Narkoselægen/-sygeplejersken møder du oftest først på selve operationsdagen – medmindre det vurderes nødvendigt, at du skal ses i forbindelse med samtalen i ambulatoriet.
Du kan se anbefalingerne ift. personlig hygiejne i patientinformationen ”Bad før operation”.
Medicin
Hvis du får lægeordineret medicin (f.eks. tabletter, inhalator og næsespray) til dagligt, beder vi dig medbringe dette på operationsdagen.
Narkoselægen vurderer, om du skal tage din morgenmedicin på operationsdagen.
Blodfortyndende behandling
Er du i behandling med blodfortyndende medicin eller fiskeolie, så vil lægen ved forundersøgelsen have drøftet med dig, om du skal fortsætte denne behandling, eller om du skal holde pause før operationen.
Hvis det ikke er blevet gennemgået af lægen, så beder vi dig kontakte ambulatoriet for vurdering.
Anbefalinger
- Undgå at bruge makeup på operationsdagen, da det er vigtigt, at man kan se dine naturlige farver, imens du er bedøvet.
- Piercinger, smykker og ur skal fjernes før operationen. Vi anbefaler, at du lader smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
- Medbring gerne et par hjemmesko eller klipklapper.
- Der er mulighed for at låse personlige ejendele inde i et personligt skab.
Hjemtransport
- HUSK at lave aftale om hjemtransport.
- Du skal selv sørge for transporten til og fra sygehuset.
- Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, da du stadig er påvirket af bedøvelsen.
Efter indgrebet
Du kan have menstruationslignende blødning, lette mavesmerter og eventuel let kvalme efter indgrebet.
Lette smerter kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. paracetamol eller ibuprofen). Følg anvisningen på pakken.
Når du føler dig klar til at tage hjem, taler du med en sygeplejerske om forløbet efter udskrivelsen.
Efter udskrivelsen
Der tilrådes 2 til 4 dages sygemelding.
Der vil være frisk blødning af menstruationsstyrke i 1-2 uger efter udskrivelsen samt blodigt udflåd i op til 8 uger efter indgrebet.
Du kan have behov for at tage den lidt med ro i et par dage på grund af træthed.
For at forebygge infektion skal du, så længe du bløder, undgå:
- at have samleje
- at tage karbad, gå i svømmehal eller i havbad
- at bruge tampon, men bruge hygiejnebind i stedet for.
Kontakt din egen læge
- hvis du bløder kraftigere end ved en normal menstruation
- hvis du får kraftigere underlivssmerter end ved normal menstruation
- hvis du får feber eller ildelugtende udflåd
Graviditet
Du er ikke nødvendigvis steril efter indgrebet. Du bør beskytte dig imod graviditet, da en senere graviditet kan medføre komplikationer for dig og alvorlige komplikationer for fosteret.
Hvilke virkninger kan du forvente på lang sigt?
De allerfleste vil opleve, at blødningerne enten bliver svagere eller holder op.
Hos nogle få har operationen ikke den ønskede effekt, og vi vil da tilbyde at foretage en ny fjernelse af slimhinden. I enkelte tilfælde kan der blive tale om at fjerne livmoderen for at få løst blødningsproblemet.
Der er sædvanligvis ingen kontrol efter behandlingen.
|
Kontakt Kvindesygdomme Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 21 00 |
|
pinfoSHS-40373546-202 104080 | 08.06.2026 |