Flowundersøgelse ved inkontinens
Til patienter og pårørende
Flowundersøgelsen er en undersøgelse af vandladningens hastighed og af ladt urinmængde.
Et specielt toilet kan måle kraften på din urinstråle, som derved viser blærens tømmefunktion.
Det er vigtigt at have en normal tømmefunktion før f.eks. operation for urininkontinens.
Forberedelse
Du skal have vandladningstrang på undersøgelsestidspunktet.
Derfor må du ikke have ladt vandet i de sidste 2-3 timer før undersøgelsen.
Hvis du får kraftig trang i venteværelset, bedes du henvende dig til sygeplejersken.
Undersøgelsen
Du skal lade vandet på en toiletlignende stol. Herefter skal du have scannet din blære for at se, hvor godt du har tømt den.
Dette foregår ved en scanning udvendigt på den nederste del af din mave lige over skambenet.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, bedes du kontakte personalet i Kontinensambulatoriet.
|
Kontakt Kvindesygdomme / Kontinensambulatoriet Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 21 00 – mandag til fredag kl. 8 - 15 |
|
pinfoSHS-40373546-182 105359|23.02.2026 |