Skip til primært indhold

Graviditet uden for livmoderen

Til patienter og pårørende

Medicinsk behandling ved graviditet uden for livmoderen

Diagnosen graviditet uden for livmoderen stilles ved hjælp af ultralydsscanning og måling af graviditetshormonet i blodet. Ved ultralydsscanning kan man ikke se et fosteranlæg inde i livmoderen, men i nogle tilfælde kan man se en fostersæk i den ene æggeleder.

Symptomer

Graviditetshormonet vil stige, hvis graviditeten har sat sig fast uden for livmoderen, og der kan derfor være symptomer som ved normal graviditet (kvalme, brystspænding).

Der kan være smerter i underlivet, ofte i den ene side og blødning. Pludseligt indsættende stærke smerter i underlivet kan være symptom på sprængning af æggelederen med blødning ud i bughulen. Denne tilstand kræver akut behandling.

Behandling

Når ultralydsscanning sammenholdt med kontrol af graviditetshormon tyder på graviditet uden for livmoderen, kan behandlingen foregå på en af følgende måder:

  • Afvente det spontane forløb
  • Kirurgisk behandling
  • Medicinsk behandling

Afvente det spontane forløb
Hvis graviditetshormonet viser faldende tendens, skal der tages en blodprøve med ca. 1 uges interval, indtil hormonværdien er lig nul.

Lægen vil aftale med dig, hvordan du får svar på dine blodprøver.

På et tidspunkt i forløbet vil der komme en blødning som en kraftig menstruation. Efter 4-6 uger vil der komme en normal menstruation.

Kirurgisk behandling

Hvis graviditetshormonet er over en vis høj værdi, anbefales indlæggelse til kikkertoperation i fuld bedøvelse. Ved operationen fjernes graviditeten fra æggelederen, eller hele æggelederen fjernes.

På et tidspunkt i forløbet vil der komme en blødning som en kraftig menstruation. Efter 4-6 uger vil der komme en normal menstruation.

Medicinsk behandling

Hvis graviditetshormonet viser stigende tendens, kan man give en indsprøjtning med Methotrexat (en slags cellegift), der dræber graviditetsvævet. Efter indsprøjtningen kan der opstå underlivssmerter.

Herefter vil graviditetshormonet som regel falde i værdi, og skal kontrolleres med ca. 1 uges interval, indtil hormonværdien er lig nul.

Denne kontrolperiode kan strække sig over 4-6 uger, afhængigt af hvor højt graviditetshormonet er primært.

På et tidspunkt i forløbet vil der komme en blødning som en kraftig menstruation. Efter 4-6 uger vil der komme en normal menstruation.

Bivirkninger til Methotrexat-behandlingen er sjældne, men der kan optræde kvalme, diarré eller let irritation i mundhulens slimhinde.

Får du denne medicinske behandling, bør du:

  • Undgå alkohol
  • Undgå folinsyre 3 måneder efter behandling


De første 5 dage, når du kommer hjem efter Methotrexat-behandling

Der er ingen risiko ved almindelig social omgang og kropskontakt. Du skal leve helt som du plejer, når du blot har en almindelig god håndhygiejne.

Der skal dog tages nogle få forskellige forholdsregler, når du kommer hjem, da kroppen vil udskille en lille mængde Methotrexat og affaldsstoffer.

Udskillelsen foregår hovedsageligt gennem urinen, men også gennem opkast, sved, blod og afføring.

Hvis der sker uheld med urin, opkast eller blod, tørres det op med køkkenrulle, som placeres i en separat plasticpose, der kasseres i den almindelige affaldsbeholder. Rengør med vand og sæbe.

Hvis uheldet sker på tøj og sengetøj, vaskes dette på almindelig vis i vaskemaskinen. Det bør ikke vaskes i hånden.

Der er ingen specielle forhold for dine pårørende, de skal dog vaske hænder med vand og sæbe ved kontakt med opkast, blod eller urin fra dig.


Kontakt afsnit for Kvindesygdomme

  • Hvis du bløder kraftigere end ved normal menstruation
  • Hvis du får underlivssmerter
  • Hvis du får feber
  • Hvis du får ildelugtende udflåd

Ny graviditet

Det anbefales at vente 3 måneder mht. nyt graviditetsforsøg.

Har du spørgsmål eller oplever ovenstående symptomer, så ring til Afsnit for Kvindesygdomme.

Kontakt

Kvindesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 21 00 – vælg sengeafsnit


pinfoSHS-40373546-84 157480 | 24.04.2026

APPFWU02V