Skip til primært indhold

Kikkertoperation

Til patienter og pårørende

Information om kikkertoperation/laparoskopi

Forberedelse til operationen

Du skal have foretaget en kikkertoperation i bughulen for at undersøge livmoderen, æggestokkene og æggelederne. Vi forventer, at indgrebet vil foregå i dagkirurgisk regi, så du kan komme hjem på operationsdagen.

Har du ikke allerede har fået optaget journal og talt med narkoselæge, vil du få tilsendt et brev med tid til forundersøgelse og journalskrivning samt evt. blodprøver. I samme brev vil der være en planlagt operationsdato.

Ved forundersøgelsen bliver du informeret om risici og mulige komplikationer i forbindelse med kikkertoperation. Desuden vil der blive drøftet, hvad der skal gøres i tilfælde af uventet fund. F.eks. om operationen skal opgives eller fortsætte som åben operation.

Før operationen

Bedøvelse

I patientinformationen ”Bedøvelse” finder du relevant information om bl.a. fasteregler, bedøvelsesformer mm.

Narkoselægen/-sygeplejersken møder du oftest først på selve operationsdagen – medmindre det vurderes nødvendigt, at du skal ses i forbindelse med samtalen i ambulatoriet.

Hygiejne/hårfjernelse

Vi beder dig tage bad hjemme og have rent tøj – HUSK rensning af navlen.

Du kan se anbefalingerne ift. personlig hygiejne i patientinformationen ”Bad før operation”.

  Hårfjerning ved operation

Det er vigtigt, at du døgnet før operationen fjerner håret i operationsområdet (se tegningen på side 1).

ALT synligt behåring i det markerede område skal fjernes ved hjælp af en ladyshaver eller hårtrimmer.

Du bør ikke bruge engangsskraber og glatbarbering, da det kan give rifter i huden, hvilket kan medføre aflysning af operationen. Ved behov kan du få hjælp af plejepersonalet på operationsdagen.

Medicin

Hvis du får lægeordineret medicin (f.eks. tabletter, inhalator og næsespray) til dagligt, beder vi dig medbringe dette på operationsdagen. Narkoselægen vurderer, om du skal tage din morgenmedicin på operationsdagen.

Blodfortyndende behandling

Er du i behandling med blodfortyndende medicin eller fiskeolie, så vil lægen ved forundersøgelsen have drøftet med dig, om du skal fortætte denne behandling, eller om du skal holde pause før operationen.

Hvis det ikke er blevet gennemgået af lægen, så beder vi dig kontakte ambulatoriet for vurdering.

Anbefalinger

  • Undgå at bruge makeup på operationsdagen, da det er vigtigt, at man kan se dine naturlige farver, imens du er bedøvet.
  • Piercinger, smykker og ur skal fjernes før operationen. Vi anbefaler, at du lader smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
  • Medbring gerne et par hjemmesko eller klipklapper.
  • Det er mulighed for at låse personlige ejendele inde i et personligt skab.

Hjemtransport

  • HUSK at lave aftale om hjemtransport.
  • Du skal selv sørge for transporten til og fra sygehuset.
  • Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, da du stadig er påvirket af bedøvelsen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foretages i fuld bedøvelse. Bughulen fyldes med luft (kuldioxid) gennem en tynd kanyle, hvorefter kikkerten kan indføres gennem et lille snit nederst i navleringen, og man har herefter god oversigt over organerne.

Som regel er det nødvendigt med et par ekstra små snit over hårgrænsen til hjælpeinstrumenter, hvis der skal opereres via kikkerten. Indstiksstederne lukkes med selvopløselig tråd og plaster.

Åben operation

Hvis det under operationen viser sig, at det teknisk ikke er muligt at gennemføre indgrebet ved kikkertoperation, kan det være nødvendigt at ændre operationsmetode til åben kirurgi (bikinisnit).

Ved forventning om lidt længerevarende operation lægges et kateter i blæren for at holde den tom. Kateteret lægges og fjernes igen under bedøvelsen.


Hvad kan der bl.a. udføres ved kikkertoperation?

  • Passagen gennem æggelederne kan vurderes
  • Der kan skabes en ny åbning af en lukket æggeleder
  • En cyste (vandblære) på en æggestok kan fjernes
  • En æggestok eller en æggeleder kan fjernes
  • Sammenvoksninger omkring æggeledere og æggestokke kan fjernes
  • Områder med livmoderslimhinde i bughulen (endometriose) kan fjernes.
  • Passagen gennem æggelederne kan afbrydes (sterilisation).


 

Efter indgrebet

Der kan være lettere mavesmerter og skuldersmerter samt let kvalme. Du kan forvente at blive udskrevet på operationsdagen.

Efter udskrivelsen

Der vil kunne være lidt blødning fra skeden op til en uges tid efter operationen.

Ømhed og skuldersmerter kan vare et par dage, så det er en god ide at have smertestillende håndkøbsmedicin i hjemmet.

Efter en kikkertoperation kan du sygemeldes, som regel 1-4 dage. Du bør tage den med ro nogle dage, men kan ellers leve normalt.

Ved feber eller smerter, som ikke svinder ved brug af almindelig smertestillende medicin, bør du søge læge.

Opfølgning og kontrol aftales individuelt.

Kontakt

Kvindesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 21 00


pinfoSHS-40373546-210 103509   |   04.06.2026

APPFWU01V