Skip til primært indhold

Medicinsk senabort

Til patienter og pårørende

Medicinsk abort efter 12. graviditetsuge

Det kan være en svær situation at skulle igennem en abort. Vi håber, at denne vejledning vil hjælpe jer igennem forløbet.

Opstart

Før din indlæggelse er du til en samtale med en læge og efterfølgende en jordemoder, hvor du informeres om det forventede forløb.

Du får en tablet, der hedder Mifegyne, som gør, at kroppen ikke reagerer på det graviditetsbevarende hormon og forbereder kroppen på den næste behandling.

Du får en tid til aborten 1 - 2 dage efter, at du har taget Mifegyne - med mindre andet er aftalt.

Udleveret medicin

Tablet Mifegyne 1 stk. tages kl.________

Kaster du op inden for 1 time, efter at du har taget tabletten, skal du kontakte os påTlf. 79 97 22 85.

Du kan dagen efter begynde at bløde lidt og få menstruationslignende smerter.

Rent fysisk vil der denne dag oftest ikke være nogen hindring for, at du kan passe dit arbejde. Nogle kan dog have behov for en sygedag, fordi de har det svært, eller for at forberede sig psykisk på det, der skal ske.

På indlæggelsesdagen kan du hjemmefra tage smertestillende.

Panodil 1000 mg samt Kodein 50 mg tages kl.________

Desuden startes op med medicinen, som skal få din livmoder til at trække sig sammen.

Cytotec tabletter 2 stk., som opløses langsomt under tungen, tages kl._________


Indlæggelse

Du og din partner/pårørende bliver indlagt på Fødegangen, hvor en jordemoder vil passe jer under forløbet. Vi støtter og vejleder jer som personale, og vi er kun få omkring jer.

Når I ankommer til Fødegangen, vil I få jeres egen stue. I får forplejning under opholdet, men tag gerne noget læsestof eller en tablet/pc med, så I har mulighed for adspredelse undervejs.

Behandlingen består af:

  • Anlæggelse af drop
  • Medicinsk behandling med tabletter, der hedder Cytotec hver 3. time

Cytotec tabletter lægges under tungen og opløses. De vil få livmoderen til at trække sig sammen og livmodermunden til at åbne sig. Vi fortsætter med tabletter, indtil du har aborteret/født. Dog med pause om natten, hvis det endnu ikke er overstået til natten.

De fleste oplever kraftige smerter i underlivet samt blødning.

Du må forvente, at blødningen er kraftigere end ved din menstruation.

Smerter

Dine veer bliver kraftigere undervejs. Smerterne opstår, når livmoderen trækker sig sammen.

Hos nogle kan det lindre på smerterne at bruge en varmepude og/eller at bevæge sig lidt rundt, mens andre har det bedst i sengen.

Du vil få tilbudt smertestillende samtidig med første Cytotec oplæggelse, hvilket vil forebygge smerter. Derudover kan vi supplere med yderligere smertestillende efter behov eller evt. lægge en epidural.

Hvor lang tid tager det?

90% vil føde inden for 24 timer efter start på Cytotec behandlingen.

I nogle tilfælde er det nødvendigt at lave en udskrabning i fuld bedøvelse efter aborten, hvis der er rester af moderkagen tilbage i livmoderen.

Liv?

I sjældne tilfælde vil et foster vise svage livstegn inden for de første minutter. Dette ses typisk tidligst fra uge 16 og oftere jo senere, du er i graviditeten.

I disse tilfælde registreres fosteret som levendefødt og får et cpr.nr., selv om det ikke er levedygtigt. Dette medfører, at I skal stå for, at barnet begraves. De fleste får hjælp af en bedemand, som også kan hjælpe med at søge økonomisk støtte til det.

Blodtype rhesus negativ

Hvis du aborterer efter graviditetsuge 9, og din blodtype er rhesus negativ, så skal du have en indsprøjtning med anti-D.

Dette for at undgå, at du danner Rhesusantistoffer, hvilket kan få betydning for en ny graviditet.

Komplikationer

De fleste aborter foregår uden komplikationer.

Færre end 1 % får en underlivsbetændelse, som kræver behandling med antibiotika.

For at undgå infektion anbefaler vi

  • at du undgår karbad, havbad og svømmehallen, så længe du bløder
  • at du undgår samleje uden kondom, så længe du bløder
  • at du bruger bind i stedet for tampon

Kontakt din egen læge

  • hvis du bløder kraftigere end ved din normale menstruation
  • hvis du har underlivssmerter, der er kraftigere end ved normal menstruation
  • hvis du har feber
  • hvis du har ildelugtende udflåd

Udskrivelse

Vi aftaler med dig/jer, hvornår I ønsker at tage hjem. Enkelte går hjem om aftenen den dag, de har aborteret/født, andre dagen efter eller lidt senere. Behovet er meget individuelt.

Tag gerne håndkøbsmedicin for at lette smerter de første dage efter aborten. Herefter skal smerterne gerne aftage.

Efter aborten

Blødning

Det er ganske normalt, at du bløder lidt mere end svarende til almindelig menstruation den første uge efter aborten.

Du skal regne med at bløde og have brunligt udflåd i 2-3 uger efterfølgende.

Psykisk

Efter aborten kan du have behov for at tage den med ro pga. træthed og spekulationer om aborten. I kan være kede af det, og det kan være en god ide at tale om forløbet. Det er meget individuelt, hvordan man reagerer.

I kan have svært ved at huske og koncentrere jer. Vær opmærksom på dette, når I skal beslutte, om I er klar til at vende tilbage til arbejdet.

Ifølge lovgivningen har du ret til at få en opfølgende samtale hos din egen læge. Men du skal selv sørge for at bestille tid.

Sygemelding

Behov for sygemelding er individuel, men hyppigst 1-2 uger for at komme sig fysisk. En del har behov for længere tid for også at komme sig psykisk.

Prævention

Hvis du ikke ønsker graviditet, bør du kontakte din egen læge for prævention.

Du kan evt. begynde på p-piller dagen efter aborten.

En spiral kan oplægges i forbindelse med en evt. udskrabning eller hos din egen læge efter 1.

menstruation.

Ny graviditet

Din første menstruation kan du forvente 4 - 6 uger efter aborten. Du skal være opmærksom på, at du kan blive gravid før din første menstruation.

Ønsker du ny graviditet, kan du forsøge igen, når du føler dig klar.

Efterundersøgelse

Der er sjældent grund til en opfølgende fysisk undersøgelse.

Hvis aborten er efter uge 14, vil afdelingens terapeuter kontakte jer 1 - 3 uger efter indlæggelsen for at høre, hvordan det går.

Hvis der er lavet specielle undersøgelser, f.eks. kromosomanalyse, vil du blive indkaldt til samtale og svar i Ambulatoriet for Kvindesygdomme ca. 3 måneder efter.

Kontakt

Kvindesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 21 00


pinfoSHS-40373546-200 104094|22.04.2026

APPFWU01V