Skip til primært indhold

Opsyning af skedens forvæg

I lokalbedøvelse

Inden operationen

  • Operationen foregår i lokalbedøvelse.
  • Du skal møde fastende.
  • Du skal have været i bad hjemmefra. Hvis du har piercinger i intimområdet, skal de tages ud.
  • Du skal fjerne behåringen i det område, du skal opereres. Der skal barberes i området fra kønsbenet og ned på de ydre skamlæber. Barberingen må først foretages på selve operationsdagen og skal foretages med en elektrisk barbermaskine, hårklipper eller saks. Hårene må maks. være 1 cm lange. Du må ikke bruger skraber. Hvis du jævnligt fjerner behåringen med skraber, skal du undgå dette i en uges tid før operationen.
  • Hvis du har brugt støttering i ventetiden, skal den tages ud mindst 7 dage før operationen. Du kan enten selv tage den ud eller få hjælp ved egen læge.
  • Du skal have købt smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol, Ibumetin).
  • Hvis du får blodfortyndende medicin, skal der, sammen med lægen, lægges en plan for pausering af dette.
  • Du bliver tilbudt en tablet beroligende medicin forud for operationen.

Hvordan foregår operationen

Operationen foregår gennem skeden. Ved operationen syes den defekte bindevævsplade i skedens forvæg, så blæren løftes på plads. Slimhinden i skedens forreste væg åbnes og den underliggende bindevævsplade syes sammen. Slimhindernes syes med tråd, som opløses af sig selv i løbet af nogle uger. Operationen foregår i lokal bedøvelse. Du vil ikke føle smerte, men mærke berøring.

Komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for blødning. Nogle gange kan der opstå en lille blodansamling, som kan give blodigt udflåd i nogle dage til uger. Kun i sjældne tilfælde er vi nødt til at operere igen. En anden risiko er betændelse i såret, selvom dette sidder indvendigt i skeden. Opstår der betændelse, kan det være nødvendigt at behandle med antibiotika.

Efter operationen

Efter operationen vil du komme på en sengestue. Du skal kunne tømme blæren ved vandladning, inden du kan gå hjem.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

Cystocele – nedsynkning af blære

Udskrivelse

Du kan forvente at blive udskrevet samme dag. Dine pårørende kan være i venteområdet, mens du bliver opereret.

Hvordan skal jeg forholde mig, når jeg kommer hjem?

Smerter

Du kan forvente at have smerter i underlivet i nogle dage til uger efter operationen. Smerterne varierer fra patient til patient. Du skal tage fast smertestillende medicin i dagene efter operationen:

Tablet Paracetamol (Panodil®, Pinex®, Pamol®), 2 tabletter á 500 mg hver 6. time.

Du kan supplere med tablet Ibuprofen (Ipren®, Burana®, Ibumetin®) 2 tabletter á 200 mg hver 8. time.

Blødning fra skeden

Du kan have en mindre blødning eller udflåd fra skeden i ca. 2-3 uger.

Sygefravær fra arbejde

Afhænger af arbejdets fysiske krav.

Kontorarbejde/let fysisk arbejde (<10 kg løft): Kan genoptages så snart du føler dig klar.

Arbejde med løft (10-30 kg): Sygemelding på 2 uger anbefales.

Arbejde med meget tunge løft (>30 kg): Sygemelding på 3 uger anbefales.

Sygemeldingsattest får du hos egen læge.

Gode råd efter operationen

  • Vent med hård sport, vægttræning, løb, fitness og lignende i 10 -12 uger.
  • Undgå at cykle i 3 -4 uger.
  • Undgå hus- og havearbejde i 3 uger efter operationen.
  • Undgå at tage karbad og gå i svømmehal eller at bade i havet i 3 uger efter operationen.
  • Undlad at bruge tampon/menstruationskop – brug hygiejnebind i stedet.

Bækkenbundstræning

Det er vigtigt, at du efter operationen fortsætter med knibeøvelser, så du holder din bækkenbund stærk. Du må lave bækkenbundsøvelser allerede fra dagen efter operationen.

Som opfølgning bliver du tilbudt 1 times undervisning 3-4 uger efter operationen. Undervisning foregår på hold. Du bliver automatisk indkaldt til Ergo- og Fysioterapien i Sønderborg, tlf. 79 97 19 01.

Hold maven i gang

Så længe du er nyopereret, er det vigtigt, at du undgår at presse for meget ved toiletbesøg. Hvis du har tendens til forstoppelse, kan det være nødvendigt med et afføringsmiddel, og vi anbefaler, at du tager 2 tabletter Magnesia á 500 mg fra aftenen før operationen, og indtil maven er i gang. Suppler med tablet Bisacodyl 5-10 mg (Perilax, Dulcolax, Toilax), hvis det ikke er nok med tablet Magnesia.

Vandladning

I de første døgn efter operationen kan der være problemer med at tømme blæren pga. hævelse eller evt. blodansamling. Oftest kommer vandladningen i gang efter nogle timer. Hvis du ikke kan tømme din blære efter operationen, kan det være nødvendigt at oplære dig i at tømme blæren med et engangskateter eller at anlægge et blærekateter i nogle dage. Hvis du har mistanke om, at du ikke tømmer blæren efter, du er kommet hjem, skal du kontakte os.

Får du problemer med at holde på vandet efter operationen, taler vi om det til den planlagte telefonkontrol. Dette oplever ca. 10% af de kvinder, som bliver opereret for nedsynkning af blæren.

Hvad med seksuallivet?

Seksuelt samliv kan genoptages efter ca. 4 uger. Når skeden er helet, kan der være arvæv eller snævre forhold i skeden, som kan give smerte ved samleje. For at undgå dette kan du bruge en fed creme eller en silikonebaseret glidecreme mod tørhed i skeden. Generne forsvinder som regel efter nogen tid.

Lokal hormonbehandling

Hvis du før operationen er i behandling med kvindeligt kønshormon (østrogen) (Vagifem, Estring, Ovestin), kan du genoptage denne behandling 4 uger efter operationen.

Hvis der opstår problemer

Du skal efter operationen holde øje med om du får feber, tiltagende smerter eller ildelugtende udflåd.

Søg læge hvis:

  • Du bløder kraftigere end ved normal menstruation
  • Du får meget kraftige underlivssmerter
  • Du får feber (temperatur over 38 grader)
  • Du får ildelugtende udflåd
  • Du får problemer med at tømme din blære


Hvem skal du kontakte?

Du kan kontakte afsnit for Kvindesygdomme de første 24 timer efter udskrivelsen på tlf. 7997 2100.

Herefter skal du kontakte egen læge/vagtlæge.

Opfølgning

Tre måneder efter din operation, bliver du ringet op af en sygeplejerske fra afdelingen.

Hvis du får symptomer på nedsynkning, efter du er afsluttet, skal du kontakte din egen læge.

Fysioterapeuten anbefaler

  • Det er meget vigtigt, at du i de første 4 uger veksler mellem punkthvil (ca. 15 min) og almindelig aktivitet.
  • Gå et par ture dagligt - hellere 2 små af 20 minutters varighed end én lang tur.
  • Mærk altid efter, om der er smerte, ømhed eller tyngdefornemmelse i underlivet. Hvis det opstår, er det fordi, du har været for aktiv og derfor har brug for en liggende pause. Du kan og skal ikke arbejde dig igennem smerterne.
  • Udfør liggende venepumpeøvelser dagligt gerne flere gange dagligt, for at mindske spændinger og øge cirkulationen i underlivet.
  • Suppler med knibeøvelser, så du kan forebygge yderligere nedsynkning.

Venepumpeøvelse

  • Træk vejret dybt og roligt ned i maven 5-6 gange.
  • Træk venstre ben op/ned langs madrassen 5-6 gange og skift ben.
  • 2-3 dage efter operationen må du løfte bagdelen op, ryste den lidt og sænke langsomt igen 5-6 gange.

Knibeøvelse

  • Knib godt sammen om endetarmen, så du kan mærke en lille spænding der. Vær opmærksom på, at der ikke skal være aktivitet i bugmuskler, ballemuskler eller inderside af lår. Bækkenbunden er en selvstændig muskelgruppe, der lukker omkring endetarm, skede og urinrør, og den skal kunne løfte sig og understøtte endetarm, blære og livmoder.
  • Hold knibet 2 sekunder og slip igen. Dette gentages op til 10 gange i træk og op til 3 gange dagligt. Når vi mødes efter 4 uger, har vi fokus på at udvide med styrkende og udholdende træning for bækkenbunden.

Nyttige webadresser

  • sst.dk (vedr. alkohol og rygning)
  • sundhed.dk
  • netdoktor.dk

Kontakt

Kvindesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 21 00


pinfoSHS-40373546-212 103248 | 28.04.2026

APPFWU02V