Information til pårørende til patienter med levercirrose
Til pårørende/hjemmesygeplejersken/Assistenten
Nedenstående symptomer skal du som pårørende eller hjemmesygeplejerske/assistent være særlig opmærksom på:
Ernæring:
Typisk vil de første tegn på skrumpelever være træthed, nedsat appetit, vægttab og tab af muskelmasse pga. mangel på protein.
- Vær opmærksom, hvis vægten falder eller stiger, og det ikke er en del af vores behandlingsplan.
- Vær opmærksom på nedsat eller mistet appetit.
Maven:
Ved skrumpelever kan man få væske i bughulen (ascites). Det skyldes et øget tryk i bughulens blodkar. Der kan være behov for vanddrivende medicin eller tapning af væsken ved hjælp af et dræn.
- Vær opmærksom, hvis maven pludseligt vokser i omfang. Kontakt Leverklinikken, hvis vægten stiger mere end 4 kilo på en uge.
- Vær opmærksom på mavesmerter, ubehag og åndenød.
Gulfarvning:
Normalt fungerer leveren som et renseorgan for blodet. Gulsot (gulfarvning) er et symptom på leversvigt og skyldes en ophobning af galde-farvestoffer i kroppen.
- Vær opmærksom på gulfarvning af hud og især det hvide i øjnene.
Det kan give hudkløe.
Bevidsthed:
Ved skrumpelever kan man få leverbetinget hjernepåvirkning (hepatisk encefalopati). Det skyldes, at leveren ikke kan rense blodbanen for giftstoffer, og de derfor påvirker hjernens funktion. Det kan udvikle sig langsomt eller påstå pludseligt.
- Vær opmærksom på sløring af bevidsthed og problemer med hukommelsen.
- Vær opmærksom på ændringer af adfærd f.eks. forvirring, sløvhed eller underlig adfærd.
Tegn på blødning:
Ved skrumpelever, kan man få åreknuder i spiserøret (varicer). Åreknuder i spiserøret kan ikke mærkes, men kan, hvis de bliver store nok, briste og bløde.
- Vær opmærksom, hvis afføringen bliver mørkere/sort eller rød.
- Vær opmærksom på kvalme og opkastninger.
- Blodigt opkast eller kaffegrumslignende opkastninger. Ring straks 112, da indlæggelse er nødvendig.
Nyrerne:
Ved skrumpelever kan man udvikle nyrepåvirkning og nyresvigt:
- Vær opmærksom på nedsat mængde af urin, evt. helt manglende vandladning.
Såfremt nogen af ovenstående opmærksomhedspunkter finder sted, bør patienten eller pårørende kontakte leverklinikken/Mave-tarmsygdomme, Ambulatorium.
Hjælp til pårørende:
Leverforeningen tilbyder råd og støtte samt pårørendegrupper.
TUBA tilbyder gratis terapi og rådgivning for unge mellem 12-35 år, som er opvokset i misbrugsramte familier.
Du kan få mere information herom i Leverklinikken.
|
Kontakt Medicinske Sygdomme Mave-tarmsygdomme, Ambulatorium/Leverklinikken Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa Tlf: 79 97 16 00 |
|
pinfoSHS-402907246-2671 | 14.09.2026 |