Albuen
Vejledning og øvelser
Du skal bevæge albuen inden for smertegrænsen. Det vil sige, bevægelsen ikke må medføre smerte, men det må gerne stramme, prikke og trække i albuen. Pres ikke albuen ind i smerten. Smerter skal IKKE trænes væk. I starten kan der opstå hævelse og ømhed af albuen, særligt efter træningen.
En ispakning omkring albuen kan som regel lindre meget og samtidig nedsætte en eventuel hævelse og ømhed. Pak isen (evt. en pose frosne ærter eller brun sæbe) ind i et viskestykke og lad det ligge på albuen i ca. 20 min.
Sådan skal du træne
- Alle øvelserne udføres langsomt og glidende, IKKE med ryk og stræk.
- De afkrydsede øvelser skal udføres med 10 gentagelser 2-3 gange dagligt, såfremt ikke andet er anført under hver enkelt øvelse.
- Når du har nemt ved at lave øvelsesprogrammet, kan du øge antallet af gentagelser for hver øvelse.
- Træningen foregår på egen hånd. Er du visiteret til genoptræning, trænes der efter programmet indtil du indkaldes til ambulant træning.
Øvelser
Øvelse 1
Siddende med albuen ind til kroppen. Bøj og stræk over albueleddet.
Øvelse 2
Trisseøvelse. Anbring et reb over en dør, en knage eller lignende. Træk armen op ved hjælp af den raske arm.
Øvelse 3
Siddende med underarmene godt understøttet på et bord. Flet fingrene og drej armen så håndfladerne skiftevis rører ved bordet. Læg evt. modstand mod bevægelsen med den anden hånd.
Øvelse 4
Siddende ved et bord med en bold i hånden. Stræk albuen så hånden ruller hen over bolden og tilbage igen.
Øvelse 5
Siddende ved et bord med en klud/viskestykke under hånden. Lad armen glide i forskellige retninger (frem/tilbage, til siderne og rundt i cirkler).
Øvelse 6
Siddende ved siden af et bord med armen understøttet på bordet og 1/2 liters vandflaske med vand i hånden. Drej armen, så håndfladen vender op mod loftet og drej tilbage igen, så håndfladen vender ned mod gulvet.
Øvelse 7
Liggende med et sammenrullet håndklæde under overarmen og 1/2 liters vandflaske med vand i hånden. Bøj og stræk armen over albueleddet.
|
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 61 63 |
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 19 01 |
|
pinfoSHS-189337608-142 108196 | 29.04.2026 |