Børn med venstresidig torticollis
Forældrevejledning Torticollis er betegnelsen for en medfødt fejlstilling af hovedet. Den er forårsaget af en muskelstramning på den ene side af halsen. Som regel ses fejlstillingen ikke umiddelbart efter fødslen, men observeres i takt med, at barnet selv skal holde hovedet mere og mere.
Man vil da lægge mærke til, at barnet næsten hele tiden drejer hovedet mod én side og samtidig holder hovedet bøjet lidt på skrå til den anden side.
Denne fejlstilling hæmmer barnet i at kunne bevæge hovedet frit i alle retninger. For et spædbarn er dette vigtigt, for at det motorisk kan udvikle sig helt normalt uden forskel i brugen af sine to kropshalvdele og sine to hænder.
En fysioterapeut vil instruere jer forældre i at udspænde halsens stramme muskulatur (som vist i denne pjece). Desuden instrueres i individuelt tilpassede øvelser, som skal optræne muskulaturen til aktivt brug, så barnet efterhånden kan holde hovedet på normal vis.
Hvilestilling
Hvilestilling med hoveddrejning mod venstre
Lad barnet ligge på maven med hovedet drejet mod venstre, evt. med en sammenfoldet ble under højre kind.
Bæreteknik
Bæreteknik med sidebøjning mod højre
Hold barnets hoved tæt ind til din krop, lad barnets hoved hvile på din venstre arm.
Bæreteknik med en let udspænding mod højre
Hold barnets hoved tæt ind til din krop, lad barnets hoved hvile på din venstre arm. Løft barnets krop op, så hovedet bøjes mod højre side.
Øvelser
Øvelse 1, sidebøjning mod højre
- Udgangstilling: Barnet ligger på ryggen.
- Udspænding: Støt barnet på venstre skulder, så det ikke kan bevæge sig. Lad barnets hoved hvile i venstre hånd. Træk roligt barnets hoved mod højre, så øret kommer ned mod skulderen. Hold stillingen i op til 30 sekunder og giv langsomt slip igen.
Øvelse 2, hoveddrejning mod venstre
- Udgangstilling Barnet ligger på ryggen.
- Udspænding: Støt barnet på højre skulder, så det ikke kan bevæge sig. Drej barnets hoved roligt mod venstre. Hold stillingen i op til 30 sekunder og giv langsomt slip igen.
Øvelse 3, sidebøjning mod højre
- Udgangstilling: Barnet ligger på ryggen.
- Udspænding: Rul barnet om på venstre side. Løft barnets krop med din højre hånd. Støt om barnets skulder med din venstre hånd, så venstre side strækkes. Hovedet skal ikke hvile tungt mod underlaget.
Nogle af illustrationerne er udarbejdet af AV-gruppen, Århus Kommunehospital.
|
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 61 63 |
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 19 01 |
|
pinfoSHS-189337608-126 111147|15.04.2026 |