Carpal instabilitet, LT-ledbåndsskade
Manglende stabilitet midt i håndroden
Du har gennemgået en operation, hvor et ledbånd i håndroden er blevet syet, eller der er instabilitet.
For at beskytte det syede ledbånd/instabiliteten er der nogle bevægelser, du skal undgå i begyndelsen, for ikke at lægge for stort et pres på de pågældende ledbånd.
Et ledbånd er helet efter 6 uger, stabilt efter 12 uger, og 100% trækstærkt 1/2-1 år efter operationen.
Hvor foregår genoptræningen?
Genoptræningen foregår hjemme, i Håndterapien eller i kommunen. Ergoterapeuten vil instruere i og løbende tilpasse dit træningsprogram og undersøge fremgangen. Du har selv ansvaret for træningen.
Ved enkelte diagnoser påbegyndes genoptræningen i Håndterapien, og efter en periode vurderes det, om genoptræningen skal fortsætte i Håndterapien eller i kommunen.
Behandling
Det er nu ca. 6 uger efter din operation. Du har fået fjernet gipsen, og vil få udleveret en håndledsbandage.
Du skal anvende bandagen i 4 uger, men den må tages af under øvelser, og når du går i bad. Samtidig vil du blive instrueret i øvelser.
Kontrol
Du vil eventuelt blive afsluttet ved et lægetilsyn 6 måneder efter operationen, f.eks. for at afklare sportsaktiviteter.
Vær opmærksom på
Arbejde
Sygemelding fra arbejde vil være individuelt og blandt andet afhængig af arbejdets karakter.
Bilkørsel
De fleste kan køre bil 8-10 uger efter operationen. I færdselsloven står der, at man skal være i besiddelse af den fornødne legemlige førlighed.
Ved problemer
Hvis der opstår problemer i træningsforløbet, f.eks. voldsomme smerter, rødme, hævelse eller at skinnen generer kan du kontakte Ergo- og Fysioterapien på tlf. 7997 1901.
Opvarmning
Det anbefales at varme hånd og underarm op inden træning, for at gøre hud, muskler og andet væv mere smidigt. Du kan foretage opvarmningen i f.eks. vand, hvor du i ca. 10 minutter bøjer og strækker fingrene evt. omkring en skumsvamp. Det er vigtigt, at vandet ikke er mere end 40-45°, da det kan medføre, at din hånd vil hæve.
Hævelse
For at modvirke hævelse i hånden, bør du strække armen op over hovedet med strakt albue og efterfølgende bøje armen til hånden er over skulderhøjde. Udfør øvelsen med 10-20 gentagelser 10 gange om dagen.
Arvævsbehandling
Når såret er helet, kan du massere arret, for at øge blodgennemstrømningen omkring arret, hvorved risikoen for en permanent fast hævelse og dannelse af hårdt arvæv nedsættes.
6-8 uger efter operationen d. ____
Daglige aktiviteter
Du må anvende din hånd til lette aktiviteter (ca. 100 g) med skinne på. Det vil sige, hånden må hjælpe til når du spiser og når du tager tøj på. Det må ikke gøre ondt.
Statiske øvelser
I de følgende øvelser skal der ikke ske en bevægelse i leddene, musklen skal blot trække sig sammen og dernæst slappe af. Udfør 5 gentagelser 4 gange dagligt.
Øvelse 1
Placér håndleddet i let strakt stilling og underarmen let roteret. Pres let i håndfladen på lillefingerens knoled, imens du forsøger at bøje håndleddet.
Øvelse 2
Placér håndleddet i let strakt stilling, og underarmen let roteret. Pres let på håndryggen på lillefingerens knoled, samtidig med du strækker ring- og lillefinger. Du skal nu forsøge at strække håndleddet.
Øvelse 3
Stræk i håndleddet mod let modstand i forskellige håndledspositioner.
Øvelse 4
Bøj i håndleddet mod let modstand i forskellige håndledspositioner.
Aktive øvelser
I de følgende øvelser skal der ske en bevægelse i leddene.
Øvelse 5
”Pilekast". Hold på en kuglepen, som du holder på en dartpil. Foretag lette kaste bevægelser uden at slippe kuglepennen. Undgå at presse håndleddet i yderstilling. Kan evt. laves med bandagen på.
Øvelse 6
Placér underarmen neutralstilling. Rotér i underarmen, så håndfladen vender nedad.
Øvelse 7
Bøj håndleddet ud til tommelfingersiden og tilbage til neutralstilling.
Øvelse 8
Bøj og stræk i albuen.
8-10 uger efter operationen d. ____
Daglige aktiviteter
Du må anvende din hånd til lette aktiviteter med skinne på og løfte svarende til 300 g med skinne på. Det må ikke gøre ondt.
Øvelser
Som ved 6-8 uger, med følgende tilføjelser.
Statiske øvelser: udfør 5 gentagelser 4 gange dagligt.
Aktive øvelser: udfør 10 gentagelser 4 gange dagligt
Statiske øvelser med let modstand
Du må nu lægge mere modstand i de statiske øvelser. Det må ikke gøre ondt midt i håndleddet.
Øvelse 9
"Pilekast". Du kan evt. i stedet for kaste en klemme eller en kuglepen, som var det en pil.
Øvelse 10
Hvis du kan dreje din underarm helt om, må du lave denne øvelser. Placér en flad hånd under bakken. Tril bolden rundt på bakken uden at bolden rører kanten.
Øvelse 11
Bevæg bolden i forskellige retninger uden at lægge vægt på eller kræfter i.
Øvelse 12
Bevæg håndleddet op og ned. Bevægelsen skal foregå glidende og kontrolleret. Bevægelsen må ikke foregå i ryk.
Øvelse 13
Bøj og stræk ringe- og lillefingeren i træningsmodellervoksen.
Arvæv
Glid hen over huden, så det giver et træk i arret.
10-12 uger efter operationen d. ____
Daglige aktiviteter
Du må nu anvende din hånd til lette aktiviteter uden skinne på. Du må løfte svarende til 1 kg med skinne på, eller 500 g uden skinne på. Det må ikke gøre ondt. Bandagen skal kun anvendes i udsatte situationer.
Øvelser
Øvelser som ved 8-10 uger, med nedenstående tilføjelser.
Statiske øvelser: 5 bevægelser 4 gange dagligt. Må laves med yderligere modstand.
Aktive øvelser: 10 bevægelser 4 gange dagligt.
Øvelse 14
Sid med albuen ind til kroppen og med en vinkel på 90° i albuen. Drej underarmen, så håndfladen skiftevis vender op mod loftet og ned mod gulvet. Hold spændingen i få sekunder, inden du bevæger den modsatte vej.
Øvelse 15
Læg armen på et bord eller armlæn. Bevæg hånden skiftevis imod lillefingersiden og imod tommelfinger siden.
Øvelser med elastik
Øvelse 16
Bøj albuerne i 90° og drej den opererede atm, så håndfladen vender opad til ca. 40° rotation så elastikken strammes. Drej herefter langsomt armen tilbage til håndfladerne vender nedad til ca. 40° rotation. En jævn og kontrolleret bevægelse, der ikke foregår i ryk.
Øvelse 17
Bøj albuen 90° og drej håndfladen nedad til 40° rotation så elastikken strammes. Drej herefter langsomt armen tilbage til håndfladerne vender nedad til ca. 40° rotation. En jævn og kontrolleret bevægelse, der ikke foregår i ryk.
Øvelse 18
Læg armen ud over en kant. Stræk håndleddet til elastikken strammes. Før langsomt håndleddet nedad i en jævn og kontrolleret bevægelse der ikke foregår i ryk.
Øvelse 19
Læg armen ud over en kant. Bøj håndleddet til elastikken strammes. Før langsomt håndleddet opad i en jævn og kontrolleret bevægelse der ikke foregår i ryk.
Reflekstræning
Øvelse 20
Du må nu lægge vægt på bakken.
Øvelse 21
Drible bold.
Øvelse 22
Placér en blød bold på væggen. Slå f.eks. på bolden med en hammer. Bevægelsen skal glidende og kontrolleret. Bevægelsen må ikke foregå i ryk.
Øvelse 23
Bevæg bolden i forskellige retninger samtidig med at du lægger vægt på og kræfter i. Du kan evt. øge udfordringen ved at balancere på en fysiobold.
3-4 måneder efter operationen d. ____
Daglige aktiviteter
Du må nu anvende hånden til at støvsuge, løfte svarende til 2 kg, svømme, cykle og køre bil uden skinne.
Lettere arbejde, som f.eks. kontorarbejde, kan påbegyndes.
Bandagen anvendes fortsat i udsatte situationer.
Øvelser
Statiske øvelser: 5 gentagelser 4 gange dagligt.
Aktive øvelser: 10 gentagelser 4 gange dagligt.
Øvelser med modstand, der gradvist øges.
Øvelse 24
Du må nu lave rotationsbevægelsen med modstand.
Øvelse 25
Du må nu lave bøj og stræk i håndleddet med modstand.
Øvelse 26
Sæt elastikken fast i dørhåndtaget og placér hånden som vist på billedet. Drej håndleddet mod tommelfingersiden. Før langsomt håndleddet tilbage til udgangsstillingen.
Øvelse 27
Sæt elastikken fast i dørhåndtaget og placér hånden som vist på billedet. Drej håndleddet mod lillefingersiden. Før langsomt håndleddet tilbage til udgangsstillingen.
Øvelse 28
Du må nu træne styrken i fingrene, f.eks. med en håndtræner eller ved at klemme om en skumsvamp.
4-6 mdr. efter operationen d. ____
Daglige aktiviteter
Du kan lave kraftbetonet arbejde, hvis hånd og håndled har opnået tilstrækkelig stabilitet og styrke til at kunne udføre det pågældende arbejde, som f.eks. skovarbejder, murer samt jord- og betonarbejder.
Bandagen anvendes fortsat ved højrisiko, f.eks. sport.
Det anbefales, at du venter med at gå i motionscenter, lave kontaktsport, dvs. fodbold, håndbold m.m. indtil 6-12 måneder efter operationen.
Øvelser
Statiske øvelser: 5 gentagelser 4 gange dagligt.
Aktive øvelser: 10 gentagelser 4 gange dagligt.
Kilde: Aarhus Universitetshospital, Fysio- og Ergoterapiafdelingen.
|
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 61 63 |
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 19 01 |
|
pinfoSHS-189337608-64 133909 | 13.05.2026 |