Behandling med stiv halskrave
Vejledning og øvelser
Du skal nu i gang med behandling med stiv halskrave, fordi du har brud på din halshvirvelsøjle. Her kan du læse mere om, hvordan behandlingen foregår, og hvad du selv skal være opmærksom på. Hvis du og dine pårørende læser denne information igennem, får I et godt overblik over forløbet.
Om behandlingen
Du skal gå med halskraven for at sikre, at bruddet holdes i ro, så det kan vokse sammen igen. Behandling med stiv halskrave tager typisk 12 uger.
Når du har fået halskraven på, skal du typisk røntgenkontrolleres efter 2, 6, 12 og 14 uger. Ved kontrollerne efter 2 og 12 uger vil du blive tilset af en læge i Neurokirurgisk ambulatorium, OUH. Ved 12 ugers-kontrollen tager lægen stilling til, om halskraven kan fjernes. Røntgenkontrollerne efter 6 og 14 uger foretages typisk på dit lokale sygehus. Du bliver efterfølgende ringet op ad en læge, som giver svar på røntgenundersøgelserne. Efter 14 uger afsluttes din behandling.
Om kraven
Vi bruger to typer kraver:
- Vistakrave.
- Bandagistkrave.
Vistakrave
Vistakraven er en grå krave med grøn polstring. Du får udleveret ekstra polster til kraven. Polsteret kan tages af og vaskes med mild sæbe. Bør skiftes efter behov.
Bandagistkrave
Bandagistkraven er fremstillet af en bandagist og har hvidt betræk. Bandagistkraven kan vaskes med vand og sæbe og tørres med et håndklæde. Der medfølger 2 betræk, som kan vaskes med mild sæbe.
Kraven sidder rigtigt når
- Den er så stram, at du ikke kan dreje hovedet.
- Ørene er fri.
- Struben er fri.
- Velcrobåndet sidder symmetrisk. På Vistakraven skal bagstykket være yderst i samlingen på halsen. På bandagistkraven skal bagstykket derimod være inderst.
- Forstykket støtter hagen, så den ikke kan komme under hagestøtten.
- Nederste del af forstykket og bagstykket sidder ind til kroppen, forreste del sidder ind til brystet.
Pleje og hygiejne
Du må gerne tage brusebad og vaske hår, men du skal beholde kraven på. Du skal skifte polsteret på Vistakraven efter bad. Har du en bandagistkrave, skal du tørre kraven med et håndklæde og sætte tørt betræk på efter bad.
Når kraven skal skiftes
Du har brug for, at en anden hjælper dig med at skifte kraven. Du skal enten sidde eller ligge ned, mens kraven skiftes. Lægen informerer dig om, hvordan din krave skal skiftes. Kan du ikke sidde eller ligge stille, skal der være to hjælpere én til at støtte hovedet og én til at skifte kraven.
Har du ingen, der kan hjælpe, kan hjemmesygeplejen eller hjemmeplejen i din kommune hjælpe dig.
Når du må sidde ved skift af krave
1. Sid rank i en stol med lavt ryglæn og hold hovedet i en neutral position.
2. Hjælperen løsner velcroen i siderne og fjerner kraven.
3. Halsen vaskes forsigtigt, og huden tjekkes for trykmærker.
4. Skift polstring til rene og tørre stykker.
5. Sæt kraven på igen.
Se video om, hvordan kraven skiftes i siddende stilling: Skift af stiv halskrave – siddende.
( https://video.rn.dk/secret/68789822/366ccc0168ab00b882fd8cee57843bcd ).
Når du skal ligge ned ved skift af krave
Se video om, hvordan kraven skiftes i liggende stilling: Skift af stiv halskrave – liggende.
( https://video.rn.dk/secret/68789791/5ea474b4ec989bc7427ba8ec86792382 ).
Når polstringen skal gøres ren
Vistakraven har blødt skumpolster, som skal rengøres ved behov. Det gør du på følgende måde:
- Vask polsteret i lunt vand med mild sæbe.
- Skyl og klem polsteret og læg det til tørre.
Ubehag og smerter
Du kan have nakkesmerter i de første uger af behandlingen. Smerterne vil forsvinde gradvist. Det er normalt at have behov for at tage Panodil.
Hvis du får brug for at tage stærkere smertestillende medicin, skal du kontakte din egen læge.
Hvis du oplever væsentlig ændring i følesansen i arme eller ben, skal du kontakte Neurokirurgisk ambulatorium på telefon 65 41 57 79 på hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00.
Oplever du væsentlig kraftnedsættelse eller ændret funktion af arme eller ben, skal du kontakte Neurokirurgisk ambulatorium. Uden for ambulatoriet åbningstid skal du kontakte vagtlægen.
Kraven kan give hudproblemer
Kraven kan irritere huden, give rødme og trykmærker/tryksår.
Kontakt os, hvis du oplever den type gener, da du måske skal have ekstra polstring på kraven. Det kan også være, at kraven ikke sidder korrekt, og at du skal have en anden type krave.
Det er vigtigt, at polstringen skiftes efter behov for at undgå hudirritation.
Vær opmærksom på, at Vistakravens polstring dækker kravens kanter, så de ikke rører huden.
Bevægelse og hvile
De fleste kan klare sig alene i hjemmet med en stiv halskrave. Dog er der ting, du skal være opmærksom på:
- Du må ikke løfte over skulderniveau.
- Du må ikke støvsuge eller vaske gulv.
- Du må ikke løfte ting, der er tungere end 2 kg.
- Du må gerne lave almindelige gøremål som fx madlavning og lignende.
- Du må gerne gå ture, men dyrk ikke belastende motion.
- Du må gerne cykle på kondicykel i roligt tempo (ikke spinning).
- Du kan blive øm i nakke- og skuldermuskler og have behov for at hvile dig og sove mere end normalt.
Når du skal sove
Du skal sove med kraven på. Du kan både sove på ryggen og på siden med hovedpude under hovedet, så den støtter nakken bedst muligt. Hovedpuden må ikke ligge under din skulder.
Lig fladt på ryggen med en pude eller lignende under knæene.
Du kan også ligge på siden med en pude mellem knæene.
Når du skal ud af sengen ved hjælp af albueteknik
Vend dig om på siden.
Hold ryggen og nakken lige og skub fra med armene samtidig med, at du svinger benene ud over sengekanten.
Du skal bruge samme teknik, når du sidder på sengen og skal ned at ligge igen.
Praktiske forhold
Der er nogle praktiske forhold, du skal være opmærksom på:
Bilkørsel og cykling
Du må ikke køre bil eller cykle, mens du bærer stiv halskrave og i 2 uger efter. Halskraven gør, at du ikke kan orientere dig tilstrækkeligt i trafikken.
Sygemelding
De fleste er sygemeldt i den tid, hvor de har stiv halskrave på (typisk 12 uger). Hvis din arbejdsgiver beder om en lægeerklæring (uarbejdsdygtighedserklæring), er det din egen læge, der skal udfylde den.
Genoptræning
Du bliver set af en fysioterapeut, når du kommer til 12-ugers kontrol og har fået kraven af. Du vil her blive instrueret i lette øvelser for nakke- og skuldermuskulatur. Som regel vil du opnå fuld bevægelighed 2 uger efter, at kraven er taget af. Har du brug for mere genoptræning, kan fysioterapeuten lave en henvisning til videre træning i din kommune. Det kan du aftale med fysioterapeuten ved kontrollen.
Har du spørgsmål
Har du spørgsmål, efter du er kommet hjem, er du meget velkommen til at kontakte sygeplejersken i Neurokirurgisk Ambulatorium på telefon 65 41 57 79 på hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00. Har du akutte spørgsmål uden for ambulatoriets åbningstid, kan du kontakte Universitetscenter for Rygkirurgi på telefon 65 41 37 81.
Fakta
Kroppen har brug for alle kræfter for at hele bruddet. Du har brug for ekstra protein, som især findes i mælkeprodukter, æg og kød. Brug gerne sugerør, hvis du har svært ved at drikke. Det er vigtigt, at du ikke taber dig i den periode, hvor behandlingen foregår.
Pjecen er udarbejdet af OUH.
|
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 61 63 |
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 19 01 |
|
pinfoSHS-189337608-543 | 27.05.2026 |