Træning efter kunstig hofte
Vejledning og øvelser
Det er vigtigt at komme i gang med at bruge det opererede ben så hurtigt som muligt efter operationen. Benet kan bruges og må belastes med fuld kropsvægt med det samme.
Din træning starter allerede på operationsdagen for at mindske risikoen for blodpropper i benene. Du bør derfor afprøve øvelserne allerede inden operationen på egen hånd.
Du skal forvente at blive udskrevet på operationsdagen eller om formiddagen dagen efter operationen. Den efterfølgende træning består af træning på egen hånd og i enkelte tilfælde i kommunal regi.
Du kan se en video af øvelserne for de første 4-6 uger ved at scanne nedenstående QR-kode.
Øvelser de første 4-6 uger
Du skal træne efter udleverede øvelser 2-3 gange dagligt med ca. 10 gentagelser, hvis du kan dette uden forværring af smerter.
Forspænding af muskulatur
Pres benene ned i underlaget og knib ballerne sammen. Hold spændingen og tæl til 10.
Bækkenløft
Bøj begge ben og løft bagdelen fra underlaget. Spænd i ballerne og hold stillingen i 3 sek. Og kom langsomt tilbage til udgangspunktet.
Rejse-sætte sig
Stil dig ved et bord og placér en stol bag dig. Støt dig til et bord og sæt dig langsomt på stolen. Du skal forsøge at have lige meget vægt på begge ben.
Høje knæløft
Støt dig til et bord eller lignende. Træk knæet op mod maven, og sænk benet roligt igen. Gentag med det modsatte ben.
Sidelæns gang
Støt dig til et bord eller lignende. Bøj let i knæene og gå fra side til side.
Udspænding af bagside
Sæt dig på en stol og før begge ben ud til siderne. Placér hænderne på lårene og lad dem glide ned ad benet, mens du bøjer dig forover så langt du kan. Hold stillingen i ca. 20 sek. Gentag øvelsen 3 gange.
Øvelser efter 4-6 uger
4-6 uger efter operationen kan du begynde at udføre øvelser, som styrker de stabiliserende hoftemuskler. Det anbefales, at der laves 10 gentagelser af øvelserne, 2-3 gange ugentligt.
Derudover er det vigtigt at udspænde de muskler, som fungerer over hofteleddet for at bevare eller forbedre smidigheden i leddet.
Det er fortsat vigtigt at gå ture dagligt.
Bækkenløft med et ben
Læg dig på ryggen med den ene fod i underlaget og det andet strakt i ca. 45 graders vinkel. Armene er ned langs siden. Spænd i balderne og løft bækkenet og den nederste del af ryggen fra underlaget.
Vend tilbage til udgangspositionen og løft igen. Gentag med modsatte ben.
Sideliggende øvelse for hoftemuskler
Lig på siden. Træk benene lidt mod dig, så hofte og knæ bøjes. Løft det øverste knæ mens fødderne holdes samlet. Gentag på modsatte side.
Fremfald
Stå med lidt afstand mellem fødderne, og hænderne i siden. Før det ene ben frem og lav et fremfald. Når foden rammer gulvet, skift vægten til det forreste ben og sænk din krop indtil låret er parallelt med gulvet. Skub tilbage og op og vend tilbage til udgangsstillingen. Gentag med dit andet ben. Stå ved siden af en stol, væg eller lignende i tilfælde af behov for støtte.
Udspænding af hoftebøjer
Stå med ret ryg, med benet placeret på en stol ved siden af dig. Støt dig selv til en stoleryg med en hånd og placer den anden hånd ved taljen. Tilt dit bækken bagover og skub hoften fremad uden at svaje i lænden. Du bør mærke et stræk foran på hoften. Hold stillingen i 20-30 sekunder.
Øvrig aktivitet og anbefalinger
Det er vigtigt, at du går ture dagligt. I første omgang korte ture, som forlænges i takt med, at du kan mere. Derudover skal du holde dig i gang med daglige aktiviteter. Dette er også en del af genoptræningen.
Gang med stokke
Vi anbefaler, at du bruger 2 stokke i starten efter operationen mhp. balance og evt. aflastning.
Du må gå med 1 stok eller uden stokke, når du kan gå uden at halte. Benytter du 1 stok skal den bruges i den modsatte side af den opererede hofte.
Trappegang
Gå op ad trappen med det ikke-opererede ben først, hvorefter du træder op med det opererede ben og placerer stokken på samme trin.
Gå ned ad trappen med det opererede ben først, hvorefter du træder ned med det ikke-opererede ben på samme trin.
Når du ikke har smerter i det opererede ben, kan du gå på trapper på normal vis.
Bevægeanbefalinger
De første 6 uger efter operationen skal du undgå at krydse lårene eller dreje det opererede ben indad. Undgå også at dreje kroppen over den opererede hofte.
Sov med en pude/dyne mellem benene for at undgå de ovenstående bevægelser.
Cykel
Du må gerne træne på kondicykel umiddelbart efter operationen.
Du må cykle i trafikken når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, tilrådes dog første efter 6 uger.
Elevation og brug af is
Elevation af benet over hjertehøjde modvirker hævelse. Det anbefales at du gør det 3 gange dagligt minimum 30 min.
Is virker smertedæmpende. Læg is på det opererede område i ca. 20 min efter behov. HUSK et klæde mellem ispakning og hud.
Bil
For at lette ind- og udstigningen i bil er det en god idé at køre sædet godt tilbage. Læg en plastpose på sædet, så du kan glide ind i bilen.
Bilkørsel kan genoptages, når du har fuldstændig styr på bevægelserne i dit opererede ben, og du ikke tager stærk smertestillende.
Bilkørsel tilrådes dog først tidligst 6 uger efter operationen.
Desuden
Vi betragter dig som en rask person, som blot skal have udskiftet et led.
Husk at medbringe dit træningsprogram, når du skal opereres.
Ved spørgsmål
Har du spørgsmål kan du kontakte ortopædkirurgisk afdeling op til 12 uger efter operationen.
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 7997 1800 Hverdage mellem 8.00-15.00 |
Kontakt Ortopædkirurgi Sengeafsnit B 7997 4421 Afsnittet har døgnåbnet |
|
pinfoSHS-189337608-563 | 14.10.2026 |