Underbensamputerede
Vejledning og øvelser
Den første tid efter operationen vil du modtage mange informationer og gode råd fra personalet omkring dig. Erfaringsmæssigt oplever vi, at det kan være vanskeligt at holde styr på alle informationerne. Vi har derfor lavet denne øvelsesoversigt.
Genoptræning
Dagen efter operationen begynder genoptræningen. Det er meget vigtigt for kredsløbet, at du så hurtigt som muligt kommer i gang med at bevæge benene også den amputerede legemsdel. Fysioterapeuten vil derfor instruere dig i sengeøvelser samt hvordan du kommer ud af sengen og over i stolen. Du vil desuden den første dag komme op og stå med mere eller mindre støtte fra fysioterapeuten og et passende hjælpemiddel. I løbet af indlæggelsen vil personalet og fysioterapeuten i samarbejde med dig træne de daglige gøremål, så som bad, påklædning, hvilestilling m.m.
Træningen med fysioterapeuten vil bestå af:
- Forflytningsteknikker f.eks.: Rejse/sætte sig, ind/ud af seng og fra seng til stol.
- Kørestolstræning.
- Balancetræning.
- Træning i at hoppe på det raske ben med egnet hjælpemiddel.
Fysioterapeuten vil løbende instruere dig i det træningsprogram, som du skal foretage dig flere gange dagligt. En vellykket genoptræning afhænger meget af din indsats. Det er derfor meget vigtigt, at du ikke kun træner sammen med fysioterapeuten, men også træner på egen hånd.
Sådan skal du træne
De afkrydsede øvelser foretages 3 gange dagligt og hver øvelse gentages 10 gange, medmindre andet er anført.
Øvelserne forbedrer blodomløbet, øger muskelstyrken og bibeholder bevægeligheden af leddene.
For at opnå et godt resultat er det fortsat vigtigt, at du træner flittigt især de første 3 måneder efter operationen.
Udskrivelsen
I løbet af den første uge efter amputationen vil fysioterapeuten aftale med dig, hvilke hjælpemidler, der vil gavne dig, når du skal hjem igen. Fysioterapeuten vil vurdere, hvorledes der skal trænes for at forbedre din nuværende funktionsevne. Ud fra denne vurdering vil fysioterapeuten evt. udarbejde en genoptræningsplan, der giver adgang til kommunal fysioterapi.
Proteseegnethed og eventuel forsyning
Vurderingen af, om du er egnet til en protese afgøres af kommunen.
Eventuelt forsyning og træning med protese foregår i kommunalt regi i samråd med en bandagist.
Øvelser
Øvelse 1
Bøj og stræk hofte og knæ. Prøv at forestille dig, at du bøjer og strækker det amputerede knæ.
Øvelse 2
Bøj og stræk fødderne. Prøv at forestille dig at du bøjer og strækker foden på det amputerede ben.
Øvelse 3
Løft et ben ad gangen langsomt op fra underlaget og sænk det roligt ned. Forestil dig, at du strækker knæet på det amputerede ben imens.
Øvelse 4
Lig med lidt afstand mellem benene. Bevæg langsomt det amputerede ben så langt ud til siden som muligt og tilbage til modsatte ben. Benet skal glide på lagnet.
Øvelse 5
Drej det amputerede ben langsomt indad og udad - forestil dig, at du drejer foden henholdsvis indad og udad. Gerne med begge ben samtidig.
Øvelse 6
Lig med det raske ben bøjet og foden i madrassen. Løft bagdelen langsomt op fra underlaget. Hold stillingen lidt og sænk derefter.
Øvelse 7
Lig med en pølle under knæet. Stræk knæet og løft ”hælen” fra underlaget. Hold stillingen lidt og sænk langsomt. Forestil dig, at du bøjer foden opad imens.
Øvelse 8
Sid i en stol med armlæn. Tag fat i armlænene og løft bagdelen fra sædet ved at stemme fra på armlænene.
|
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 61 63 |
Kontakt Ergo- og Fysioterapien, Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 19 01 |
|
pinfoSHS-189337608-155 104871 | 29.04.2026 |