Samvær med andre
Samvær med andre, mens jeg er i kræftbehandling
Tal med din sygeplejerske eller læge om samvær med andre!
Når kræftsygdom og behandling er tæt inde på livet, har mange endnu mere brug for familie og venners støtte og omsorg. Det kan være til at hjælpe med noget praktisk eller bare at være hos én.
Mange pårørende vil gerne hjælpe, men ved ikke hvad de skal gøre. Familie og venner kan godt blive til tilbageholdende, fordi de er bange for at gøre eller sige noget forkert. Derfor er det vigtigt at du er åben om dine tanker og hvad du har brug for eller ikke har brug for.
Det er vigtigt, at du ikke isolerer dig. Er der for eksempel familiefester eller andre sammenkomster, du gerne vil deltage i, er det ingen hindring, at du får kemoterapi, undersøg evt. mulighed for at du kan trække eller hvile dig lidt.
I løbet af det første døgn udskilles ca. 90 % af kemoterapien gennem sved, urin, afføring, blod, sæd og opkast. Der er tale om så små mængder, at der ikke er nogen risiko for dine pårørende eller dem, du i øvrigt omgås i hverdagen. Du SMITTER IKKE når du får kemoterapi.
Det eneste vi fraråder, er tæt fysisk kontakt (hud til hud) i flere timer af gangen med gravide og spædbørn/små børn i de første dage efter kuren.
Vi anbefaler følgende:
- Almindelig god hygiejne med håndvask
- Spildt opkast eller urin tørres op med papir. Vask efter med vand og sæbe. Papiret bortskaffes i toilettet
- Opkast bortskaffes i toilettet eller smides væk i en lukket plastik pose
- Tøj og sengetøj vaskes, som det plejer
- Skift sengetøj 5 dage efter din kemoterapi behandling
- Del ikke håndklæder med andre i de første 5 dage efter kemoterapi