Infliximab
Hvordan virker Infliximab
Infliximab er et biologisk lægemiddel som virker hæmmende på den betændelsesproces som er aktiveret i forbindelse med kronisk tarmbetændelse.
Infliximab virker mod en bestemt type stof i kroppen, nemlig signalstoffet TNF-alfa.
I kroppen findes der naturligt nogle proteiner, der virker som signalstoffer. Et af disse signalstoffer hedder TNF-alfa. Nogle signalstoffer virker ved at fremme en betændelsesreaktion (inflammation), mens andre virker ved at hæmme den.
Normalt vil der være en naturlig balance mellem de fremmende og hæmmende signalstoffer. Personer med kronisk tarmbetændelse danner ofte for meget TNF-alfa, og denne overproduktion kan forårsage betændelsestilstanden i tarmen.
Infliximab binder sig til TNF-alfa i blodet og i tarmen. På den måde neutraliseres signalstoffet og sygdomsaktiviteten dæmpes.
Før behandlingsstart
Man skal sikre sig, at kroppen er fri for infektioner, herunder tuberkulose, hepatitis og HIV.
Forud for behandlingen tages derfor en række blodprøver og måske et røntgenbillede af brystkassen.
Behandlingens forløb
Behandling med Infliximab gives i vores Mave-tarmsygdomme Ambulatorie. Mens du modtager behandlingen, har du mulighed for at hvile, læse, anvende din iPad/bærbare computer osv.
Der anlægges en lille plastik-kanyle (venflon/PVK) i en blodåre i hånden eller underarmen. Herigennem gives Infliximab behandlingen.
De første 3 behandlinger kaldes "induktionskur" og gives i uge 0, 2 og 6.. Behandlingen gives her over 2 timer. Når behandlingen er færdig, kan du gå hjem.
Efterfølgende behandlinger gives typisk hver 8. uge, og løber ind over 1/2 time. Du kan gå hjem så snart behandlingen er færdig, men afsæt en time til hvert fremmøde.
Inden 4. behandling vil du blive indkaldt til en samtale med din læge. Her vil I vurdere effekten af behandlingen, og det videre behandlingsforløb vil blive fastlagt.
Ca. hver 6-12 måned vil du blive indkaldt til en samtale med din behandlingsansvarlige læge. Her vil I vurdere behandlingseffekten og sikre at behandlingen er optimal.
Behandlingseffekten indsætter generelt forholdsvis hurtigt.
Før hver behandling
Når du er i behandling med Infliximab, skal du have taget blodprøver efter lægelig ordination. Ofte kun hvert halve år sammen med en Calprotectin (afføringsprøve).
Hvis du har en infektion eller har feber, når du skal have din behandling, bør du kontakte ambulatoriet, da behandlingen i så fald ofte udskydes.
Vaccinationer
Du vil i forbindelse med behandlingen blive orienteret om forhold vedrørende vaccination. Der anbefales årlig influenza og corona vaccination, samt vaccination mod pneumokokker (lungebetændelse) forud for start, og efterfølgende hvert 5. år mens du får behandlingen.
Under behandling med biologiske lægemidler, må du ikke blive vaccineret med vacciner indeholdende levende svækket virus. Din praktiserende læge ved hvilke det drejer sig om, bare du huske at fortælle lægen, at du får denne type medicin.
Forud for eventuelle vaccinationer kan du rette henvendelse til ambulatoriet for vejledning. Som hovedregel skal der gå mindst 7 dage mellem biologisk medicin og vaccine.
Graviditet og amning
Infliximab kan anvendes under graviditet og amning.
Behovet for behandling under en graviditet og efterfølgende ammeperiode vil blive drøftet indgående med dig. Undertiden vil man holde en behandlingspause under graviditetens sidste tredjedel, men det afhænger helt af, hvordan dit sygdomsforløb har været.
Bliver du gravid, er det vigtigt, at du straks kontakter ambulatoriet, så den rette behandling kan tilrettelægges i samarbejde med dig.
Bivirkninger
Infliximab kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Meget almindelige (Flere end 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
Reaktioner og ubehag under infusionen, Smerter, Kvalme, Mavesmerter, Hovedpine, Virusinfektioner
Almindelige (Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
Feber, reaktioner ved indstiksstedet, træthed, blødning i mave-tarmkanalen, diarre, fordøjelsesbesvær, forstoppelse, leverpåvirkning, sure opstød, forhøjet blodtryk, hjertebanken, hurtig puls, lavt blodtryk, næseblod, rødme og varmefølelse, åndenød, betændelse i lymfekirtler, blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, brystsmerter, hedeture, ledsmerter, muskelsmerter , rygsmerter, depression, nedsat følesans, svimmelhed, søvnløshed, ændring i hudens følesans, hudkløe, hududslæt, hårtab, nældefeber, psoriasis, småblødninger i hud og slimhinder, tør hud, øget svedtendens, allergiske reaktioner, infektioner, urinvejsinfektion, øjenbetændelse.
Ikke almindelige (Højst 1 ud af 100 personer får bivirkningen)
Hul på tarmen, betændelse i lungehinderne, hjerterytmeforstyrrelser, hjertesvigt, langsom puls, muskelsammentrækninger i luftrørene, væske i lungerne, væskesamling i lungehinderne, øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader, besvimelsesanfald, forvirring, hukommelsesbesvær, kramper, nervebetændelse, nervøsitet, søvnighed, anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand, bindevævssygdom, svampeinfektion, tilstand med udslæt og feber samt smerter og hævelse i leddene,
hornhindebetændelse, hævelse omkring øjnene.
Sjældne (Højst 1 ud af 1.000 personer får bivirkningen)Blåfarvning af huden, lungesygdom, væskeophobning i hjertesækken, blodmangel og øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, hævede lymfeknuder, leukæmi, sløvhed, ødelæggelse af hinde omkring nervetråde, alvorlig hudreaktion, alvorlig hudreaktion hvor huden går til grunde, modermærkekræft, livmoderhalskræft, betændelse inde i øjet.
Ikke kendt
Blodprop i hjertet, hjertekrampe, synstab.
Kontaktinformation
Mave-Tarmsygdomme, Ambulatorium
Sygehus Sønderjylland, Aabenraa
Kresten Philipsens Vej 15, 6200 Aabenraa
Telefon 79 97 16 00, helst mellem kl. 08 - 10
www. sygehussonderjylland.dk