Skip til primært indhold

Liraglutid (Victoza) behandling

Til behandling af galdesyremalabsorption

Hvad er galdesyremalabsorption

 

Galdesyren har betydning for, hvordan kroppen optager fedtstoffer og fedtopløselige vitaminer i tyndtarmen samt væske- og saltoptagelsen i tyktarmen.

Hvis man har galdesyremalabsorption betyder det, at kroppen ikke er i stand til at optage galdesyrer i den nederste del af tyndtarmen som normalt. Derved får man en høj koncentration af galdesyrer i tyktarmen, som irriterer slimhinden og stimulerer peristaltikken, hvorved man får diarre.

Sådan virker Liraglutid (Victoza)

 

Midlet er egentlig udviklet til behandling af type 2 diabetes (sukkersyge), men undersøgelser har vist, at liraglutid reducerer udskillelsen af galde til tyndtarmen og øger tyndtarmens evne til at genoptage galdesyrer, hvorved antallet af løse afføringer og afføringens konsistens forbedres. Selvom medicinen virker sænkende på blodsukkeret hos patienter med type 2 diabetes, er der ikke observeret farlige tilfælde af lavt blodsukker hos patienter med eller uden type 2 diabetes.

 

Dosis og bivirkninger

 

Liraglutid gives som indsprøjtning i huden ved brug af en pen med en meget tynd kanyle.

Sygeplejersken oplærer dig i at tage medicinen selv. Medicinen skal tages 1 gang dagligt, gerne på samme tidspunkt.

 

Startdosis er 0,6 mg dagligt i 7-10 dage, hvorefter du skal drøfte behandlingen med vores sygeplejerske, som sammen med dig vil vurdere, om behandlingen skal øges til 1,2 mg dagligt. Behandlingen kan om nødvendigt øges til 1,8 mg dagligt.

 

De hyppigste bivirkninger er kvalme og vægttab, i meget sjældne tilfælde betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis). Symptomerne på betændelse i bugspytkirtlen er stærke nytilkomne mavesmerter. Stop behandlingen og kontakt ambulatoriet eller vagtlæge.

 

Kvalmen vil oftest være værst de første par uger af behandlingen og klinger som regel af. Tilfælde af opkastninger kan forekomme og skal altid drøftes med ambulatoriet.

 

Opbevaring og holdbarhed

 

Du vil få udleveret den første pen, nåle, spritsvaps og kanylebøtte fra ambulatoriet. En pen kan holde sig ved stuetemperatur i 1 måned. Uåbnede penne skal opbevares i køleskab.

 

1 pen indeholder 30 doser á 0,6 mg, 15 doser á 1,2 mg eller 10 doser á 1,8 mg.

 

 

 

 

1. Hvordan tages Liraglutid (Victoza)

  • Træk pennehætten af.
  • Afsprit gummimembran på pen med grå spritserviet.
  • Fjern papirforseglingen fra en ny engangsnål.
  • Skru nålen lige på og fjern den yderste nålehætte. (gem den)
  • Fjern den indre nålehætte og smid den væk.

 

2. Ved ibrugtagning af ny pen

 

  • Drej dosisvælgeren så markøren er udfor den første streg efter 0 symbolet.
  • Hold pennen lodret med nålen opad.
  • Bank let 2 til 3 gange på cylinderampullen så evt. luftbobler samles i toppen.
  • Tryk let på dosisknappen for enden af pennen.
  • En dråbe skal kunne ses på nålespidsen (ellers prøve igen et par gange eller skifte nål).

3. Når du tager medicin

 

  • Drej dosisvælgeren med uret frem til 0,6 mg (eller ordineret dosis).
  • Afsprit huden med brun spritserviet.
  • Penne holdes vinkelret på låret. Indfør nålen i din hud og tryk doseringsknappen ned indtil der står 0 ud for mærket.
  • Hold trykket i 6 sekunder og løft derefter pennen.
  • Er man undervægtig kan det være nødvendigt at løfte en hudfold.
  • Sæt ydre hætten på nålen igen og fjern nålen (skal kasseres i en kanyleboks).

 

Såfremt du har spørgsmål til denne patientvejledning, er du meget velkommen til at kontakte ambulatoriet.

 

 

Kontakt information

Mave-tarmsygdomme, ambulatorium

Sygehus Sønderjylland Aabenraa

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

Telefon 7997 1600 mellem kl. 8-10.

 

 

 

APPFWU01V