Skip til primært indhold

Lav blodprocent efter fødslen

Til dig der lige har født

Årsager til en lav blodprocent kan være den øgede celledeling i kroppen under graviditeten. Ligeledes kan din blodprocent være lav som følge af blødning under eller efter fødslen.

Det er kroppens naturlige reaktion at være træt og uoplagt, når din blodprocent er lav. Som nybagt mor stilles der ofte store krav til ens fysik og overskud, og med en lav blodprocent kan de nævnte symptomer forstærkes. Det er vigtigt, at du hviler dig, og at du får hjælp fra dine nærmeste omgivelser.

Symptomer

Når du har en lav blodprocent, kan følgende symptomer forekomme:

• Svimmelhed og træthed

•   Utilpashed og uoplagthed

•   Hjertebanken

•   Følelsen af at være forpustet ved fysisk anstrengelse

•   Nedsat appetit og evt. kvalme

•   Bleg/ gusten ansigtskulør

Behandling af lav blodprocent

Din krop har brug for et ekstra tilskud af jern for at få blodprocenten tilbage på et normalt niveau. Der anbefales et dagligt tilskud på 100 mg Jern, alternativt 200 mg. hver 2. dag. Jerntabletter kan købes i håndkøb og på apoteket kan du få yderligere vejledning om de forskellige præparater. Jernbehandlingen skal vare i minimum 6-8 uger eller efter anbefaling af din egen læge.

Der findes jernpræparater som indeholder C-vitamin, der fremmer optagelsen af jern, ellers kan det være en fordel at drikke et glas appelsinjuice til tabletterne.

Spis mad med jern

Kroppen danner ikke selv jern, men får det gennem kosten. Derfor er det vigtigt, at du spiser en sund og jern rig kost som:

  • Magert og mørkt kød, fx oksekød og and.
  • Grønne grøntsager, fx spinat, grønkål og persille.
  • Fuldkornsprodukter, fx fuldkornsbrød, fuldkornspasta og havregryn.
  • Tørrede bælgfrugter, fx bønner, linser og kikærter.
  • Tørrede frugter, fx rosiner, figner eller abrikoser.  
  • Nødder.
  • Indmad, fx lever og hjerte.
  • Skaldyr, muslinger, torskerogn og tun.

Protein i kød er med til at fremme optagelsen af jern fra grøntsager. Hvis du er vegetar eller veganer, skal du være ekstra opmærksom på at spise andre typer madvarer med meget jern.

Vigtigt

Undgå at drikke mælk, kaffe, the og kakao i 1-2 timer før og efter jerntilskuddet, da det hæmmer optagelsen.

Forstoppelse

Da jernbehandling kan give tendens til forstoppelse, anbefales det, at du drikker 2-3 liter væske daglig. Det kan også være nødvendigt at tage medicin mod forstoppelse. Hvis du tager tablet Magnesia, da vær opmærksom på at tage jern og Magnesia forskudt af hinanden med ca. 1½ - 2 timer, da Magnesia hæmmer optagelsen af jern.

Kontakt

Neonatal og Barsel

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79972300

 


pinfoSHS-1870344960-192 148351   |   04.09.2026

APPFWU02V