NIDCAP
|
Fakta |
|
NIDCAP står for Newborn Individualized Developmental Care and Assesment Program - et program der er udviklet i USA af psykolog, ph.d. Heidelise Als |
Udviklingstilpasset pleje og omsorg, og skånsomhed og velvære.
NIDCAP er udviklingstilpasset pleje og omsorg for det tidligt fødte eller syge nyfødte barn. Personalet vil hjælpe og vejlede jer således at I på den mest skånsomme måde kan yde den bedste pleje for jeres barn. Forældrene ses som de vigtigste personer for barnet, og plejepersonalet vil støtte og vejlede jer til at være de primære omsorgspersoner for barnet.
Jeres barn kan selv fortælle om sine behov og grænser, og give udtryk for hvordan det har det lige nu og hvad det er klar til og ikke klar til. Plejepersonalet vil gøre deres allerbedste for at vejlede jer i, at læse barnets signaler, aflæse barnets sprog og handle derudfra, med baggrund i viden om NIDCAP.
Hvad kan vi sammen gøre for at hjælpe jeres barn bedst muligt?
Beskytte mod lys
Der anvendes kuvøsetæpper eller sengelinned i stof til at lægge over kuvøserne. Dette beskytter barnet mod at få direkte lys i øjnene.
Beskytte mod lyd
Det er meget vigtigt for jeres barn, at der tales dæmpet på stuerne og at være opmærksomme på, at der er mest mulig ro omkring kuvøsen. Brug rolige bevægelser, og sæt ikke hårde ting ned ovenpå kuvøsen. Åben og luk kuvøselugerne forsigtigt.
Beskytte mod lugt
Lugtesansen bliver udviklet tidligt og derfor bør jeres barn beskyttes mod stærke og/ eller ubehagelige lugte, som for eksempel parfume og andre hygiejneartikler. Det er vigtigt, at I vasker/ spritter hænder grundigt, før I tager hænderne ind til jeres barn. OBS! Sprit skal lufttørre før I tager jeres hænder ind til barnet.
Pusling
Undgå så vidt muligt at vække jeres barn, når det sover. De små præmature oplever kun korte perioder med dyb søvn. Hvis I bliver nødt til at vække barnet, så start med at holde om barnet med hænderne for varsomt at fortælle det, at noget skal ske. Giv barnet små hvilepauser undervejs. En stimulation eller et indtryk ad gangen er ofte det, et tidligt født barn magter at forholde sig til i starten. Begynd enten med berøring, lyden af stemmen eller øjenkontakt. Ikke det hele på én gang. Bagefter kan I skifte barnet, give mad osv. Afslut på sammen måde, som I startede - ved at holde barnet til det falder til ro i kuvøsen eller vuggen. Når I har barnet ude, er det her også vigtigt at holde ekstra ro på stuen.
Lejring
Barnet har, så vidt det er muligt, brug for at ligge på siden i en naturlig sammenkrøbet stilling. Barnet beroliger sig selv ved at tage hænderne op til ansigtet og skal også have mulighed for at have fødderne samlet. Barnet skal omsluttes af en ”rede”, der laves af håndklæder. Reden skal give fast støtte, så barnet mærker afgrænsningen.
Barnet kan svøbes i en stofble eller et tæppe for at arme og ben holdes samlet. De allermindste børn kan have brug for at ligge på maven for at ilte optimalt.
|
Kontakt Neonatal og Barsel Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79972300
|
|
pinfoSHS-1870344960-110 158170 | 04.09.2026 |