Skip til primært indhold

Sondeernæring af nyfødte

Information til forældre

Nogle gange har det nyfødte barn behov for ekstra ernæring eller har ikke kræfter til at die ved brystet. Det kan skyldes for tidlig fødsel eller komplikationer efter fødslen. I disse tilfælde kan barnet have behov for hjælp til at få den nødvendige ernæring, hvilket kan gives via en sonde.

Hvordan?

  • Barnet vil få lagt en tynd sonde gennem næsen ned i mavesækken. Gennem sonden kan barnet få modermælk eller modermælkserstatning.
  • Sonden bliver fastgjort til kinden med hudvenligt plaster. Sonden kan blive liggende i en uges tid, inden den skal skiftes ud.
  • Barnet vil få mad i sonden hver 2-3 time i starten. Hvor meget barnet skal have, regnes ud efter et skema. Mængden øges gradvist de første 7 dage.
  • Inden der gives sondemad kontrolleres, at sonden ligger rigtigt i maven. Herefter hældes mælken op i en sprøjte uden stempel og den løber stille og roligt af sig selv ned i mavesækken.
  • Barnet kan enten ligge hos en af jer, hud mod hud, eller ligge i kuvøse eller vugge.
  • Barnet skal være under observation, mens der gives sondemad.
  • Det er personalet der starter sondemåltidet op, men I må gerne selv give resten af sondemåltidet.
  • Hvis jeres barn har behov for sondeernæring i længere tid, f.eks. på grund af for tidlig fødsel, vil I blive oplært i, hvordan I giver sondemad. Om natten kan personalet evt. hjælpe med et af måltiderne.

Ved ønske om amning gives samtidig vejledning om udmalkning med henblik på at oparbejde mælkeproduktionen til barnet.

Hvor længe skal barnet have sondemad?

Det er meget individuelt, hvor længe et barn skal have sondemad. Det afhænger meget af, hvad årsagen er til at barnet får sondemad. Det kan vare fra få dage til uger. Der vil som regel ske en delvis nedtrapning af sondemaden, i takt med at barnet selv klarer at die mere og mere.

Vigtigt at vide:

  • Selvom barnet sondemades i en periode, er der ingen hindring for, at amningen kan etableres.
  • Barnet må gerne ligge ved brystet samtidig med, at der gives sondemad.
  • Barnet må ammes så meget, som det har behov for. Det afhænger af barnets kræfter og tilstand. Når barnet har kræfter til at spise godt ved brystet, vil behovet for sondetilskud blive mindre.

Efterhånden kan barnet die så godt, at nogle af sondemåltiderne kan undværes.

Kontakt

Neonatal og Barsel

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79972300

 


pinfoSHS-1870344960-348 101637   |   30.09.2026

APPFWU01V