11) Biopsi af hudforandring på eller omkring øjenlåg
Til patienter og pårørende
Vi vil forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din operation.
Det følgende indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker, men er et supplement hertil.
Vi anbefaler, at du læser det godt igennem umiddelbart inden operationsdagen.
Hudforandringer
Der findes mange forskellige slags hudforandringer. De fleste som er godartede, kan vurderes klinisk og fjernelsen kan planlægges.
Ved mistanke om en ondartet forandring eller usikker diagnose tager man en lille vævsprøve fra huden/området (biopsi), for derefter at planlægge den bedst mulige behandling.
Sådan forbereder du dig
Du vil modtage en indkaldelse før biopsien med mødetidspunkt for operationen samt evt. tid til kontrol og eventuelt fjernelse af tråde i Øjensygdomme 12-16 dage efter biopsien, hvis operatøren finder det nødvendigt.
Biopsien foretages for at få den korrekte diagnose på din hudforandring.
Vi anbefaler, at du inden operationsdagen har hentet den ordinerede medicin på apoteket, så du har det klar til efter operationen. Recept sendes normalt elektronisk til apoteket ved forundersøgelsen.
Du må ikke selv køre bil hjem fra sygehuset efter biopsien, men må gerne benytte offentlig transport.
Du bedes undlade at bruge creme og makeup - mascara skal være omhyggeligt fjernet - samt undlad smykker - herunder også piercinger - på operationsdagen.
Vi anbefaler, at du tager bad aftenen i forvejen eller samme dag, samt tager noget rent og bekvemt tøj på.
Der ydes ingen erstatning, hvis der evt. kommer pletter på tøjet.
Det er ikke nødvendigt at pausere med blodfortyndende medicin før en biopsi.
På sygehuset
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Det kan bløde lidt bagefter.
Det er i meget sjældne tilfælde nødvendigt at lukke såret med nogle tråde.
Du får salve på såret og som oftest også en forbinding og/eller øjenklap på.
Når du kommer hjem
Fjernelse af eventuel forbinding og øjenklap samt hvordan operationssåret skal plejes og behandles de følgende dage/uger, skal ske efter øjenlægens ordination og anvisninger.
Kontroltid gives afhængig af operationens art og omfang.
Du vil desuden blive kontaktet af enten lægen eller sygeplejersken, når der er svar på undersøgelsen. Det kan tage op til 3-4 uger.
Såfremt du ikke har modtaget svar telefonisk eller skriftligt indenfor 4 uger, da kontakt venligst Øjensygdomme.
Såfremt du har brug for hjælp til behandlingen, vil vi sørge for at bestille hjemmesygeplejerske til at komme og hjælpe med dette.
Operationsomgivelserne kan blive lidt hævede og misfarvede efter biopsien. Hvis du får smerter efter operationen, kan du tage smertestillende tablet Paracetamol (Pinex/Pamol/Panodil) efter anvisning på pakken.
Det er ikke normalt at have stærke smerter efter operationen. Hvis du får dette, skal du kontakte Øjensygdomme.
I sjældne tilfælde kan der opstå infektion i operationsområdet. Dette kan medføre komplikation af sårheling.
Symptomer på infektion er rødme, hævelse, smerter og dannelse af pus. Hvis der opstår tegn på infektion, skal du kontakte Øjensygdomme.
Du skal vide, at rygning forsinker sårheling og giver øget risiko for infektioner.
Forholdsregler efter biopsien
Hjemme anbefaler vi, at du:
- Følger lægens ordination og behandlingsanvisninger omhyggeligt.
- Tager den med ro især de første par dage efter biopsien.
- Undlader at gnide på øjnene/operationsområdet.
- Ikke bruger makeup, før eventuelle tråde er fjernet og huden er hel igen.
- Ikke går i havet eller svømmehal, før eventuelle tråde er fjernet og huden er hel igen.
- Holder pause med fysisk belastende fritidsaktivitet, indtil eventuelle tråde er fjernet og huden er hel igen.
Sygemelding er sjældent nødvendigt, men afhænger af dit arbejdes karakter samt operationens art og omfang.
Kontakt til Øjensygdomme
Øjensygdomme kan kontaktes hverdage på telefon:
79 97 58 00
I telefontiden:
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 08.00-15.00
Onsdag kl. 08.30-15.00
Fredag kl. 08.00-14.30
Efter kl. 15.00 mandag til torsdag kan vagthavende øjenlæge kontaktes via hovedtelefonnumret til Sygehus Sønderjylland på telefon:
79 97 00 00
Efter kl. 15.00 fredag - samt på helligdage - og til mandag morgen kl. 08.00 kontaktes vagthavende øjenlæge på OUH (Odense Universitetshospital) på telefon:
65 41 28 01
Dog efter kl. 22.00 kontaktes omstillingen ved OUH - spørg efter Øjenafdelingens forvagt - på hovedtelefonnumret:
66 11 33 33
Digital post
Du kan også kontakte os på sikker digital post.
Du finder vores digitale postkasse på Region Syddanmarks hjemmeside
Vil du melde afbud indenfor 24 timer inden din aftale eller er det akut, så skal du i stedet ringe.
|
Kontakt Øjensygdomme Område 3 Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 58 00 https://rsyd.dk/digitalpost |
|
pinfoSHS-1563087397-19 166321 | 17.08.2026 |