Skip til primært indhold

Kenalog

Til patienter og pårørende

Kenalog er en behandling med binyrebarkhormon, der gives som indsprøjtning under øjets slimhinde.

Nogle former for øjensygdomme kan med fordel behandles med binyrebarkhormon.

For at undgå systemiske bivirkninger kan behandlingen gives lokalt, det vil sige der lægges et depot binyrebarkhormon under øjets slimhinde, og der opnås på den måde en maksimal effekt i øjet.

Hvem kan behandles?

Binyrebarkhormon anvendes til behandling for nethindesygdomme, hvor der er væske og/eller betændelse i nethinden.

Der kan være tale om diabetes relateret øjensygdom, regnbuehindebetændelse, årehindebetændelse eller reaktion efter operation for grå stær.

Da indsprøjtningen foregår under slimhinden, betragtes indgrebet som en operation. Derfor er alle forberedelser som ved en øjenoperation, og indgrebet foregår på en operationsstue.

Øjet vil blive bedøvet lokalt i forbindelse med behandlingen.

Tværsnit gennem øjet

Sådan forbereder du dig

Du anbefales at tage bad aftenen i forvejen eller samme dag, samt tage rent og bekvemt tøj på.

Du bedes undlade at bruge makeup.

Du må spise normalt, samt tage den medicin du plejer. Får du blodfortyndende medicin, skal du fortsætte behandlingen uændret.

På sygehuset

I Øjensygdomme bliver du modtaget af en sygeplejerske, som forbereder dig til behandlingen.

Inde på operationsstuen skal du ligge på ryggen, og det er vigtigt, at du kommer til at ligge behageligt og kan slappe af. Øjet og øjenomgivelserne afvaskes med et desinficerende middel for at undgå infektion.

Øjet bedøves enten med lokalbedøvelse på en vatpind eller ved at indsprøjte lidt lokalbedøvelse, der hvor indsprøjtning med binyrebarkhormon skal gives. Selve indsprøjtningen af binyrebarkhormon foregår, når øjet er bedøvet og injektionen gives under øjets slimhinde med en kanyle.

Behandlingen tager ganske kort tid.

Der vil eventuelt blive lagt en forbinding på øjet, der skal sidde et par timer. Du kan derfor ikke selv køre bil umiddelbart efter behandlingen.


Når du kommer hjem

Forventelige gener

Normalt er der ikke smerter ved denne behandling. Enkelte gange kan man opleve lidt irritation eller rødme i øjet, som forsvinder af sig selv.

Risici ved behandlingen

Bivirkninger ses meget sjældent.

Trykforhøjelse i øjet kan forekomme, og derfor skal du møde til kontrol i Øjensygdomme nogle uger efter behandlingen.

Hvor hurtigt virker behandlingen?

Der går mindst en måned før behandlingen vil begynde at virke, og synet vil herefter langsomt blive skarpere. I nogle tilfælde vil der ikke kunne mærkes en ændring af synet.

Du vil blive fulgt i Øjensygdomme, hvor lægen kan vurdere, om der er behov for yderligere behandling.

Vær specielt opmærksom på:

  • Røde øjne og/eller pusdannelse i øjenkrogen
  • Tiltagende kraftige øjensmerter

Ved sådanne symptomer skal Øjensygdomme eller vagthavende øjenlæge på Odense Universitetshospital kontaktes omgående (se telefonnumrene sidst i dette informationshæfte).

Forholdsregler

Der er ingen specielle forholdsregler, dog må du ikke selv køre bil hjem.

Du må ikke gå i svømmehal eller bade i havvand de næste 14 dage på grund af infektionsrisikoen.

Hvis der ellers er specielle forholdsregler, vil du blive orienteret om dette.


Kontakt til Øjensygdomme

Øjensygdomme kan kontaktes hverdage på telefon:

79 97 58 00

I telefontiden:

Mandag, tirsdag og torsdag   kl. 08.00-15.00

Onsdag       kl. 08.30-15.00

Fredag       kl. 08.00-14.30

Efter kl. 15.00 mandag til torsdag kan vagthavende øjenlæge kontaktes via hovedtelefonnumret til Sygehus Sønderjylland på telefon:

79 97 00 00

Efter kl. 15.00 fredag - samt på helligdage - og til mandag morgen kl. 08.00 kontaktes vagthavende øjenlæge på OUH (Odense Universitetshospital) på telefon:

65 41 28 01

Dog efter kl. 22.00 kontaktes omstillingen ved OUH - spørg efter Øjenafdelingens forvagt - på hovedtelefonnumret:

66 11 33 33

Digital post

Du kan også kontakte os på sikker digital post.

Du finder vores digitale postkasse på Region Syddanmarks hjemmeside

Vil du melde afbud indenfor 24 timer inden din aftale eller er det akut, så skal du i stedet ringe.

Kontakt

Øjensygdomme

Område 3

Sydvang 1

6400 Sønderborg

79 97 58 00

https://rsyd.dk/digitalpost


pinfoSHS-1563087397-22 156341   |   17.08.2026

APPFWU02V