Grå stær - ambulant
Til patienter og pårørende
Inden operationsdagen beder vi dig se - eller gense - informationsvideoerne om ”operation for grå stær” og ”sådan drypper du øjne”.
Du finder videoerne på Sygehus Sønderjyllands hjemmeside under Øjensygdomme
Grå stær er en sygdom, hvor der opstår uklarheder i øjets linse. Disse uklarheder kan være årsag til det forringede syn.
Linsen ligger bag pupillen og regnbuehinden. Linsen er normalt helt klar. Denne kan blive uklar, og lyset kan ikke passere frit til nethinden bagerst i øjet.
Hvis synet er nedsat, og man i sin hverdag er generet af den grå stær, er der behov for operation.
Ved operationen fjernes øjets linse gennem en åbning i øjet. Linsen fjernes ved hjælp af ultralyd. Den fjernede linse erstattes af en kunstig linse, som bliver individuelt udmålt.
Operationen foregår i lokalbedøvelse.
Sådan forbereder du dig
Inden operationsdagen skal du bestille en tid til kontrol ved din egen øjenlæge inden for 4-10 dage efter operationen, hvis ikke andet er aftalt.
Ved sygdom og/eller opstart af ny medicin
Hvis du i ventetiden op til din operation starter på noget nyt medicin - specielt blodfortyndende medicin eller antibiotika - og/eller bliver syg med feber i dagene op til den planlagte operation, bedes du kontakte afdelingen telefonisk.
Ovenstående kan få betydning for dit planlagte behandlingsforløb og bedes drøftet med sundhedsfagligt personale i Øjensygdomme.
HVIS DU IKKE FØLGER OVENSTÅENDE KAN DU RISIKERE, AT DIN OPERATION AFLYSES PÅ DAGEN.
Hjemme inden operationen
Du anbefales at tage bad aftenen i forvejen eller samme dag, samt tage rent og bekvemt tøj på. Der er køligt på operationsstuen - både sommer og vinter - så tag lidt varmt tøj på, så du ikke ligger og fryser.
Du må ikke anvende creme, pudder eller anden øjenmakeup.
Der ydes ingen erstatning, hvis der evt. kommer pletter på tøjet.
Du må spise normalt samt tage den vanlige medicin - dog ikke vanddrivende medicin.
Får du blodfortyndende medicin, skal behandlingen fortsætte som ordineret ved forundersøgelsen.
På sygehuset
Ved ankomsten i Øjensygdomme vil du blive modtaget af en sygeplejerske.
Dit øje vil blive dryppet flere gange med dråber, som dels udvider pupillen og dels bedøver øjet.
Forberedelsen til operationen kan vare i 1-1,5 time.
Vi beregner din samlede tid i afdelingen til at være 2-3 timer, men der kan forekomme ventetid.
Under operationen skal du ligge på ryggen, og det er vigtigt, at du kommer til at ligge behageligt og kan slappe af.
Umiddelbart efter operationen
Du må tage hjem umiddelbart efter operationen, dog må du ikke selv føre bil.
Når lokalbedøvelsen holder op med at virke, kan der forekomme lette smerter. Der må anvendes tablet Paracetamol (Panodil/Pinex/Pamol) for smerter (2 tabletter op til 3 gange daglig).
Tabletterne kan købes i håndkøb.
Hvis dette ikke er tilstrækkelig, skal der tages kontakt til Øjensygdomme.
Når du kommer hjem
Øjendrypningen starter samme aften - se afsnittet om øjendrypning.
Tiden derhjemme efter operationen
De første dage efter operationen kan det føles som om, der er grus i øjet eller at øjet klør. Dette er helt normalt. Synet kan være sløret. Dette kan skyldes hævelse af hornhinden. Dette vil forsvinde igen efter nogen tid.
Øjne er ikke ens, nogle patienter ser klart allerede dagen efter operationen, hos andre tager det længere tid.
Forholdsregler
Du må gøre som du plejer. Det vil sige, at du må:
- Bukke dig og foretage almindelige løft.
- Købe ind, cykle og køre med offentlig transport.
- Se TV og læse.
- Tage brusebad og vaske hår.
- Dyrke motion.
Du må ikke gå i svømmehal/havbad de første 7 dage på grund af infektionsrisikoen.
Undgå ligeledes brug af øjenmakeup de første 7 dage.
Tidspunkt for genoptagelse af evt. arbejde aftales med øjenlægen.
Skal der tages specielle forholdsregler, bliver du orienteret om dette, inden du tager hjem.
Briller
Du må benytte dine gamle briller, hvis du har glæde af dem, men vær opmærksom på, at brillerne ikke længere passer perfekt. Det kan evt. være en god idé at anvende solbriller, hvis lyset generer.
Synet ændrer sig ofte en del i de første uger efter operationen, derfor anbefales du at vente 4-6 uger med at få ændret brillestyrken. Du vil som oftest have behov for en læsebrille.
Du vil muligvis først kunne køre bil, efter du har fået nye briller 4-6 uger efter operationen.
Dette bør drøftes med øjenlægen i forbindelse med kontrol.
Efterstær
I nogle tilfælde vil der efter operationen udvikle sig efterstær.
Dette skyldes uklarheder i en tynd kapsel, som omgiver den kunstige linse. Dette vil give et sløret syn.
Efterstæren kan opstå måneder til år efter operationen. Du kan tale med din egen øjenlæge, hvis dette problem opstår.
Behandlingen foretages med laserstråler, gøres ambulant, varer få minutter og er smertefri.
Øjendrypning
Efter operationen skal der anvendes øjendråber i 3 uger. Disse virker forebyggende mod betændelse, irritation og hævelse på nethinden.
Recepten sendes elektronisk, og dråberne kan derfor afhentes på valgfrit apotek. Vær opmærksom på at der er flere udleveringer på samme elektroniske recept.
Øjendrypningen skal starte sammen aften, som du er opereret.
Du skal dryppe det opererede øje med de ordinerede øjendråber 3 gange dagligt i 3 uger.
OBS:
Hold en pause på mindst 5 minutter mellem hver dråbe, hvis du skal dryppe med mere end én slags øjendråber.
Sådan drypper du øjne
Det vil være en fordel, hvis du selv eller en bekendt kan dryppe øjet. Ved brug for hjælp af den kommunale sygepleje, vurderes det individuelt og bestilles ved forundersøgelsen.
- Bøj hovedet let bagover.
- Hold flasken tæt på øjet.
- Med en finger trækker du det nederste øjenlåg nedad og kigger opad.
- Med den frie hånd trykker du nu let på flasken og drypper en dråbe ned i folden mellem øjet og nederste øjenlåg.
- Hold øjet lukket et par sekunder.
- Blink nogle gange så dråben fordeler sig.
- Er du i tvivl, om dråben er kommet i øjet, må du gerne dryppe igen.
Husk altid
- At vaske hænder både før og efter, at du drypper øjet.
- At spidsen af flasken ikke må røre øjet, da flaskens indhold derved forurenes.
- At øjendråber højst må anvendes en måned efter, at flasken er åbnet.
- Hvis du i forvejen bruger andre øjendråber, skal der mindst gå 5 minutter imellem drypningen med forskellige øjendråber.
HUSK
Risikofaktorer:
- Skrøbelig hornhinde.
- Kraftigt nærsynede øjne.
- Aldersforandringer i øjets nethinde (AMD).
- Grøn stær, regnbuehindebetændelse eller andre kroniske sygdomme.
- Meget tæt grå stær.
- Eventuel tidligere skade på øjet.
Mulige komplikationer i forbindelse med operation:
- Trykstigning.
- Hævelse af hornhinden.
- Regnbuehindebetændelse.
- Infektion.
- Hævelse af nethinden.
- I sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer af en sådan art, at det kan være nødvendigt at operere af flere omgange.
Husk at:
- Hente øjendråber på apoteket.
- Købe smertestillende tabletter (Paracetamol/Panodil/Pinex/Pamol).
- Arrangere transport.
- Evt. medbringe madpakke.
- Kontakte til din egen læge, hvis det er blevet anbefalet ved forundersøgelsen.
- Kontakte din egen øjenlæge, hvis du inden operationen har mistanke om betændelse i øjet.
- Aftale kontroltid ved din egen øjenlæge efter operationen, hvis ikke andet er aftalt.
Kontakt til Øjensygdomme
Du skal kontakte Øjensygdomme, hvis du inden for den første uge efter indgrebet får problemer med øjet i form af:
- Stærke smerter i øjet.
- Kvalme og/eller opkastninger.
- Øjet pludselig bliver meget rødt.
- Tegn på betændelse.
- Synet pludselig bliver sløret efter at det har været klart.
- Eller du af anden årsag er urolig for dit øje.
Kontakt til Øjensygdomme
Øjensygdomme kan kontaktes hverdage på telefon:
79 97 58 00
I telefontiden:
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 08.00-15.00
Onsdag kl. 08.30-15.00
Fredag kl. 08.00-14.30
Efter kl. 15.00 mandag til torsdag kan vagthavende øjenlæge kontaktes via hovedtelefonnumret til Sygehus Sønderjylland på telefon:
79 97 00 00
Efter kl. 15.00 fredag - samt på helligdage - og til mandag morgen kl. 08.00 kontaktes vagthavende øjenlæge på OUH (Odense Universitetshospital) på telefon:
65 41 28 01
Dog efter kl. 22.00 kontaktes omstillingen ved OUH - spørg efter Øjenafdelingens forvagt - på hovedtelefonnumret:
66 11 33 33
Digital post
Du kan også kontakte os på sikker digital post.
Du finder vores digitale postkasse på Region Syddanmarks hjemmeside
Vil du melde afbud indenfor 24 timer inden din aftale eller er det akut, så skal du i stedet ringe.
|
Kontakt Øjensygdomme Område 3 Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 58 00 https://rsyd.dk/digitalpost |
|
pinfoSHS-1563087397-2 148312 | 17.08.2026 |