Skip til primært indhold

Frossen skulder

Patientinformation

Hvad er en frossen skulder

En frossen skulder er en tilstand med stivhed og smerter i skulderleddet. Årsagen er en irritationsreaktion i ledkapslen, som omgiver skulderleddet. Tilstanden kan være langvarig og skulderen føles som om, at den er stivnet og frosset fast.

Hvorfor får man en frossen skulder

Tilstanden kan opstå spontant, men en frossen skulder kan også opstå efter en skade f.eks. et fald på skulderen. Man kan i sjældne tilfælde få en frossen skulder som en reaktion efter en operation i skulderen.

Hvordan behandler man en frossen skulder

Behandlingen består i aflastning af skulderen, men det er vigtigt, at man selv sørger for at bevæge arm og skulder så meget som muligt, uden det gør ondt.

Tilstanden kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin og man kan også anvende NSAID-præparater, så som Ibuprofen i korte perioder (10-14 dage).

Det kan være nødvendigt at få indsprøjtninger med binyrebarkhormon i skulderen. Binyrebarkhormonet dæmper irritationsstilstanden i skulderen og dermed lindres smerterne.

Hvor lang tid varer en frossen skulder

En frossen skulder er ofte inddelt i 3 faser.

Smerterne varer som regel i 3-8 måneder (fase 1), men det kan være forskelligt fra person til person. Derefter aftager smerterne, men stivheden bliver ved med at være der i de næste 4-6 måneder (fase 2).

I den sidste fase (fase 3) aftager symptomerne langsomt og de fleste patienter opnår normal skulderfunktion i løbet af 8-18 måneder. I enkelte tilfælde varer tilstanden betydeligt længere. Desuden ses sygdommen oftere hos personer med sukkersyge.

I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med en operation, hvor ledkapslen løsnes ved en kikkertoperation.

Vil du vide mere

Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på Sundhed.dk, patienthåndbogen om frossen skulder .

Kontakt

Ortopædkirurgi

Afsnit for Ortopædkirurgi

79 97 18 00

SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk


pinfoSHS-207411864-33 177614   |   07.09.2026

APPFWU02V