Knyst / skæv storetå, Hallux valgus
Patientinformation
Kort om sygdommen
Hallux valgus betyder, at storetåen bliver skæv og drejer ind mod 2. tå. Det giver ofte en knyst på indersiden af foden, som kan blive øm, især når skoen trykker. Hvis sko og andre hjælpemidler ikke hjælper, kan operation komme på tale. Valg af operationstype aftaler du med lægen.
Forløbet
Operationen går ud på at rette skævheden i storetåen.
Ved let fejlstilling foretages en Chevron operation. Her må du belaste umiddelbart efter operationen, hvor du får en behandlersko på til at gå på.
Ved mellemsvær fejlstilling foretages der en Scharf operation. Her får du en hælsko på efter operationen.
Ved svær fejlstilling foretages en Lapidus operation. Her skal du aflaste foden i 4 uger efter operationen.
Du må ikke selv køre hjem efter din operation.
Risici og komplikationer
Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret, evt. ledsaget af feber. Opstår dette skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hvis forbindingen bliver gennemsivet indenfor de første 24 timer, er det vigtigt at den skiftes snarest.
Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan små nerver blive påvirket. Det kan give en sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende.
Recidiv: Fejlstillingen kan gendanne sig og du vil igen få problemer med tåen.
Efter operationen, Sygemelding og Genoptræning
Efter en Chevron operation skal du være sygemeldt i 4-8 uger. Her vil du blive indkaldt til kontrolundersøgelse.
Efter en Scarf operationen skal du være sygemeldt i 6-10 uger. Her vil du blive indkaldt til kontrolundersøgelse.
Efter en Lapidus operation skal du være sygemeldt i 8-14 uger. Her vil du blive indkaldt til kontrolundersøgelse efter 4 og 8 uger.
Du skal træne din fod og tæer 3 gange om dagen.
Vil du vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på Sundhed.dk, patienthåndbogen om Hallux valgus .
|
Kontakt Afsnit for Ortopædkirurgi 79 97 18 00 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-18 146950 | 25.08.2026 |