Kunstigt rodled i tommelfingeren
Patientinformation
Kort om sygdommen
Slidgigt i tommelfingerens rodled giver smerter, nedsat bevægelighed og nedsat styrke. I starten har du smerter ved brug af fingeren og senere også i hvile. Smerterne bliver mindre, hvis du undgår de belastninger, som gør ondt. Når det bliver slemt, kan du også have smerter om natten.
Operationen
Huden åbnes hen over leddet og ledfladerne saves til. Der skabes plads til protesen og indsættes. Der testes bevægelse og stabilitet. Under operationen vil det nogle gange være nødvendigt at skifte strategi og fjerne håndrodsknoglen, f.eks. ved dårlig knoglekvalitet.
Risici og komplikationer
Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret, evt. ledsaget af feber. Hvis dette opstår, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hvis forbindingen bliver gennemsivet indenfor de første 24 timer, er det vigtigt, at den skiftes snarest.
Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan små nerver blive påvirket. Det kan give en sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende. Kunstigt led : Et kunstigt led vil blive slidt over tid. 90% vil have deres protese efter 10 år. Der vil være mere slid jo mere den belastes. Ved behov kan man fjerne protesen og trapezbenet (håndrodsknogle), som er den traditionelle måde, at behandle slidgigt i rodleddet på.
Efter operationen, sygemelding og genoptræning
Efter operationen skal du holde hånden over hjertehøjde de første 2-3 dage. Lægen laver en plan for, hvordan du skal tage smertestillende medicin, når du kommer hjem. De første 3 uger skal du have en tyk, blød forbinding på. 3 uger efter operationen skal din egen læge fjerne forbindingen og stingene. Du vil blive indkaldt til genoptræning ved ergoterapeut, i din hjemkommune for at opnå så god en bevægelighed som muligt efter operationen. Du kan forvente bedring i op til ét år efter operationen. Du kan vende tilbage til kontorarbejde efter 6-8 uger. Hvis du har hårdt fysisk belastende arbejde, kan du vende tilbage på arbejde efter 3-4 måneder. Du må køre bil når du har styrke i hånden, dog tidligst efter 3 uger og når forbindingen er fjernet. Du kan ringe til ambulatoriet inden for de første 3 måneder efter din operation, hvis du har problemer.
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 79 97 18 00 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-51 164518 | 23.10.2026 |