Operation med bedøvelse
Sådan forbereder du dig til din operation…
Du skal møde fastende
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan operere dig, mens andre har betydning for dit videre forløb. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.
Da din operation skal foregå under bedøvelse, skal du møde fastede . Når du skal møde fastende, betyder det at følgende skal overholdes:
- Indtil 6 timer før operationen (før mødetidspunktet) , må du spise som du plejer.
- Indtil 2 timer før operationen (før mødetidspunktet) , må du drikke vand, saft, juice uden frugtkød, kaffe og te med max. 2 spiseskefulde mælk.
Tips : Det er en god idé at drikke noget sødt indtil 2 timer før operationen (før mødetidspunktet), da det giver øget velvære og mindre sult og tørst.
Det er vigtigt, at din mave er tom for at undgå opkastning under bedøvelsen. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation aflyst.
Her kan du læse mere om de forskellige Typer af bedøvelse .
Kontakt os, hvis du har sår, rifter eller tegn på sygdom
Når du skal opereres, må du ikke have sår, bumser, insektstik, eksem eller rifter i operationsområdet.
Resten af din krop skal være fri for betændte sår eller bylder. Det øger risikoen for infektion, og vi kan være nødt til at aflyse din operation.
Hvis du bliver forkølet, syg eller får feber, skal du også kontakte Ortopædkirurgisk Afdeling på 79 97 18 00.
Du må heller ikke være – eller lige have været – i behandling med antibiotika for f.eks. blærebetændelse eller tandproblemer. Ring altid til os, hvis du er i tvivl.
Egen medicin
Hvis du tager medicin til daglig, skal du næsten altid fortsætte med dette. Ved samtalen med narkoselæge eller lægen, har du fået besked, hvis du skal pausere med din vanlige medicin.
Du skal selv medbringe din vanlige medicin under indlæggelsen. Vi hjælper dig gerne med at dosere den, men du kan ikke være sikker på, at vi lige har netop det præparat du får og derfor er det vigtigt at du selv medbringer dette.
Naturmedicin:
Naturmedicin kan have indflydelse på operationen. Derfor er det vigtigt at du oplyser os om denne.
OBS: Får du GLP 1 analog (ex. Ozempic) bedes du pausere på operationsdagen.
Ure, smykker og piercinger
Af hygiejniske grunde må du ikke bære ur, smykker og piercinger. Piercinger kan give problemer, når der anvendes elektriske apparater under operationen.
Af hensyn til hygiejnen bedes du
- Tage et grundigt brusebad på operationsdagen eller aftenen før.
- Undgå at bruge creme.
- Tage rent tøj på, som du selv let kan få af og på.
- Skal du opereres på en hånd eller en fod må du ikke have neglelak/kunstige negle og smykker på de respektive legemsdele. Neglene skal være rensede og klippet korte.
Alment
Du er meget velkommen til at have en pårørende med.
Vi gør alt for at ventetiden under dit ophold bliver så kort som muligt. Der kan imidlertid opstå
uforudsete ting på operationsgangen, som gør, at du oplever ventetid. Du skal derfor afsætte hele dagen.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller anden beskæftigelse.
Du må ikke selv køre hjem efter din operation
Du må ikke selv køre hjem, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset.
Du kan læse mere om transport til og fra sygehuset på vores hjemmeside under Siddende patienttransport og ansøgning om tilskud til transport .
Hævelse og smerter
Det er vigtigt at du holder din arm/hånd eller ben/fod så højt, som muligt de første døgn efter operationen.
Det er med til at forhindre smerter og hævelse. Din hånd / fod kan fortsat hæve op i 3-4 dage efter operationen.
Om natten kan du lejre hånden / benet højt, f.eks. på en pude så den ligger over hjertehøjde.
Du må forvente at have smerter i hånden efter operationen. Det er derfor en god idé at have håndkøbs
smertestillende tabletter, som f.eks. Paracetamol (Pamol, Panodil) og Ipren (hvis du kan tåle det), i hjemmet
når du kommer hjem.
Ved operationer som kræver yderligere smertestillende, laver lægen en smerteplan og recepter til dig, efter
din operation, og det kan herefter hentes på apoteket.
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 79 97 18 00 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-507 | 11.09.2026 |