Seneskedebetændelse på håndleddet
Patientinformation
Kort om sygdommen
Seneskedebetændelse (De Quervain, tenosynovit, tendovaginitis stenosans) er en af de mest almindelige seneskedebetændelser i håndleddet. Det er en seneskedebetændelse i de sener, der løber gennem en stram kanal (seneskede) på tommelfingersiden af håndleddet (den såkaldte 1. kulisse).
Forløbet
Huden åbnes hen over senerne. Følenerver beskyttes og holdes til side. Det stramme bindevævsbånd, som ligger hen over senerne gennemskæres. Der renses op ved senerne. Operationen tager ca. 15 min
Risici og komplikationer
Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret, evt. ledsaget af feber. Opstår dette skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hvis forbindingen bliver gennemsivet indenfor de første 24 timer, er det vigtigt at den skiftes snarest.
Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan små nerver blive påvirket. Det kan give en sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende.
Dårlig sårheling : Rygning og visse sygdomme kan gøre, at såret er længere tid om at lukke sig ordentligt.
Sener : Operationen kan medføre, at senerne smutter frem og tilbage. Det kan føles generende, men påvirker oftest ikke håndens funktion.
Efter operationen og Sygemelding
Efter operationen får du en stor forbinding på. Denne kan du får skiftet hos din egen læge, eller du kan selv skifte den efter 3-4 dage til et plaster.
Efter 2 uger skal du have fjernet stingene hos din egen læge.
Efter operationen skal du skåne hånden de første par uger, men må bevæge den frit.
Du skal være sygemeldt i 2 uger indtil du har fået fjernet stingene.
Du må køre bil 2 uger efter operationen, når den store forbinding er fjernet og skiftet til plaster.
Vil du vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på Sundhed.dk, patienthåndbogen om seneskedebetændelse .
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 79 97 18 00 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-147 103355 | 27.08.2026 |