Skip til primært indhold

Skade på bruskskiven og ledbånd i håndleddet

Patienteinformation

Kort om skaden

Det drejer sig om en kompleks skade på lillefingersiden af håndleddet. Flere strukturer er tæt forbundet i området f.eks. en menisk, flere ledbånd og sener. Det kan være svært at skelne en eller flere skader i området samt omfanget af disse ved tidligere undersøgelser og røntgen optagelser. Der kan derfor være flere operative metoder alt efter hvad man finder ved kikkertundersøgelsen. Spørg lægen på dagen.

Operationen

Ledbåndet testes og der foretages kikkertundersøgelse af håndleddet. Der laves små åbninger i huden over håndleddet. Skadens omfang vurderes og ved ledbåndsskade syes denne fast, enten til led kapslen eller gennem en borekanal i spolebenet.  

Risici og komplikationer

Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret, evt. ledsaget af feber.

Opstår dette skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.

Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hvis forbindingen bliver gennemsivet indenfor de første 24 timer, er det vigtigt at den skiftes snarest.

Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan nerver blive påvirket. Det kan give en sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende.

Stivhed : Der kan være ømhed og stivhed i området i lang tid efter operationen, i op til et år. Ved vedvarende stivhed fjerner vi nogle gange trådene når ledbåndet er helet.

Efter operationen, Sygemelding og Genoptræning

Efter operationen skal du holde håndleddet i ro. Efter 2 uger får du tid i ambulatoriet, til at få fjernet gipsen og stingene ved sygeplejersken. Du får også tid ved en ergoterapeut mhp. opstart af træning af din hånd. Du får herefter en skinne, som du skal benytte i yderligere 4 uger. Ca. 8 uger efter operationen skal du til kontrol ved lægen. Du skal forvente at være sygemeldt i 8-12 uger. Du må først køre bil 8-12 uger efter operationen.

Vil du vide mere

Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på Sundhed.dk, patienthåndbogen om skade ved discus triangularis .

Kontakt

Ortopædkirurgi

Afsnit for Ortopædkirurgi

79 97 18 00

SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk


pinfoSHS-207411864-118 161660   |   27.08.2026

APPFWU01V