Skade på håndens bøjesener
Patientinformation
Kort om tilstanden
Du har fået en skade på en eller flere bøjesene i hånden. For at senen kan komme til at fungere igen, skal sene-enderne sættes sammen.
Forløbet
Du taler med lægen om, hvordan dit forløb bliver planlagt, da det variere i forhold til din skade.
Risici og komplikationer
Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret, evt. ledsaget af feber. Opstår dette skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hvis forbindingen bliver gennemsivet indenfor de første 24 timer, er det vigtigt at den skiftes snarest.
Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan små nerver blive påvirket. Det kan give en sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende.
Dårlig sårheling : Rygning og visse sygdomme kan gøre, at såret er længere tid om at lukke sig ordentligt.
Seneruptur : i 5% af alle operationer kan senen briste igen. Hånden kan ikke holde til at man arbejder eller belaster den. Det er dog vigtigt med tidlig bevægelse for at senen ikke heler fast i arvæv.
Efter operationen, sygemelding og genoptræning
Du får anlagt en gipsskinne i 3-5 dage. Efter 3-5 dage bliver du indkaldt til kontrol hos lægen. Her bliver der lagt en plan for intensiteten af din genoptræning.
2 uger efter operationen bliver du indkaldt til at få fjernet stingende ved en sygeplejerske. Du må ikke bruge hånden til daglige gøremål.
Du vil typisk have en aftagelig skinne på de første 6 uger efter operationen.
6-8 uger efter operationen bliver du igen indkaldt til kontrol ved lægen, for at sikre at din træning går som den skal. Styrken i hånden vil tiltage løbende over ét år efter operationen.
Du skal være sygemeldt i 3 måneder efter operationen.
Du må tidligst køre bil 3 måneder efter din operation.
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 79 97 18 00 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-148 103354 | 27.08.2026 |