Stivgørelse af håndled
Patientinformation
Kort om operationen
Hvis man foretager en stivgørende operation af håndleddet, hindre man at håndleddet fremover kan bøjes ned- og opad, samt at det kan bøjes til siderne. Man ønsker samtidig at bevare evnen til at rotere underarmen. Man foretager operationen for at mindske smerter i håndleddet pga. slidgigt eller fejlstilling.
Operationen
Man fjerner ledbrusken mellem knoglerne og lægger et knogletransplantat, fra vores knoglebank, ind for at få knoglerne til at vokse sammen. Herefter stabiliserer man håndleddet ved at indsætte en metalskinne.
Risici og komplikationer
Sårinfektion : Symptomerne er rødme, hævelse, varme og smerter omkring såret eller håndleddet, evt.
ledsaget af feber. Opstår dette skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Blødning : Der kan opstå blødning under eller efter operationen. Hos de fleste er der en del hævelse ved håndleddet og der er sivning/blødning, specielt i de første dage efter operationen.
Nerveskader og føleforstyrrelser : Under operationen kan små nerver blive påvirket. Det kan give en
sovende eller prikkende fornemmelse, som forsvinder over tid, men som i sjældne tilfælde kan være blivende.
Heling : Der er en risiko for at knoglerne ikke heler ordentligt sammen. Det kan over tid komme til udtryk ved, at skinnen løsner sig og der skal foretages en ny operation.
Efter operationen, sygemelding og genoptræning
Du vil være indlagt på vores afdeling det første døgn efter operationen. Dagen efter operationen får du skiftet forbindingen inden du bliver sendt hjem. 12-14 dage efter operationen bliver du indkaldt til kontrol, hvor sygeplejersken fjerner stingene og giver dig en ny gips på.
6 uger efter operationen bliver du indkaldt til kontrol hos lægen, hvor der bliver taget røntgenbilleder for at kontrollere at knoglerne heler korrekt.
Du skal være sygemeldt i 12 uger efter operationen.
Der kan ofte gå op til 6 måneder inden du kan genoptage tungt arbejde.
Du må køre bil 12 uger efter operationen.
|
Kontakt Ortopædkirurgi Afsnit for Ortopædkirurgi 7997 1800 SHS.Ortopaedkirurgi-Soenderborg@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-207411864-165 102758 | 26.08.2026 |