Skip til primært indhold

Velkommen til Ortopædkirurgi, Aabenraa

Patientinformation

Patient i Ortopædkirurgisk afdeling

Ortopædkirurgisk afdeling er både en akutafdeling og et sengeafsnit. Når du ankommer som patient til ortopædkirurgisk afdeling er det som oftest som akut patient fra Fælles Akut Modtagelsen. Afdelingen modtager dog også planlagte patienter til operation.

Indlæggelsestiden

Indlæggelsen er ofte af få dages varighed, da den videre pleje og genoptræning ofte foregår i hjemmet. Derfor vil du måske blive overrasket over, hvor hurtigt du kommer hjem. Ved behov aftaler vi med dig, at vi kontakter kommunen for at arrangere evt. hjemmepleje og genoptræning. Det er dog ikke sygehuset, men den kommunale visitation der afgør, hvor meget hjælp der kan tilbydes. Ligeledes er det den kommunale visitation, der afgør, om der kan blive tale om et kommunalt genoptræningsophold eller en aflastningsplads.

Medicin

Du skal medbringe din vanlig medicin og gerne i de originale pakker samt eventuel medicinliste.

Personalet giver dig den medicin lægen ordinerer under din indlæggelse.

Stuegang, undersøgelse og behandling

Der vil som udgangspunkt være stuegang hver dag og du vil i den forbindelse blive tilset af en læge. Der er ikke et fast tidspunkt for det.

Lægen vil give dig svar på undersøgelser og information om den fortsatte behandling.

Aftal med personalet, hvis der er bestemte ting, som du gerne vil tale med lægen om og skriv eventuelt dine spørgsmål ned.

Pårørende er altid velkommen til at deltage i dit forløb og ved stuegang – dette er også muligt virtuelt.

Stuegang via video

Hvis dine pårørende ikke kan være fysisk til stede under stuegang, men gerne vil deltage, kan de deltage på video. Det kræver at de har en telefon med internetforbindelse. Videosamtalen opfylder de sikkerhedsmæssige krav til   sådan en løsning.

Du kan henvende dig til plejepersonalet, der sørger for det praktiske.

Du kan evt. også læse mere på vores hjemmeside under:

Information og vejledning til videosamtaler via sms-video .


Mad og drikke

Morgenmad serveres af plejepersonalet.

Frokost og aftensmad bestilles fra menukortet og serveres senere af personalet fra køkkenet.

Du kan selv bestille eller få hjælp fra plejepersonalet.

Vi har forskellige drikkevarer - tag kontakt til plejepersonalet hvis du mangler.

Det er vigtigt at holde muskler, led, hjerte og kredsløb i gang under indlæggelsen

Derfor opfordrer vi til, at du:

  • Kommer op at sidde i en stol, så meget som du kan holde til.
  • Går flere små ture, hvis din gang er stabil - gerne sammen med dine pårørende.
  • Bruger dit eget tøj, når du er oppe, så føler man sig mindre syg.
  • Spiser siddende i lænestolen.

Pleje og personlig hygiejne

Plejepersonalet hjælper med alt det, du ikke selv kan varetage. Vær ikke bange for at give udtryk for, hvad du har brug for. Skulle du være kommet på sygehuset uden en tandbørste eller lignende, så spørg bare personalet. Vi har enkelte ting i afdelingen, som vi kan udlevere.

Genoptræning

Under indlæggelsen tilbydes der genoptræning ved fysioterapeuten. Vi betragter også almindelige daglige aktiviteter som f.eks. toiletbesøg, spisning, det at tage tøj på og personlig pleje som genoptræning.

Ved udskrivelsen laver fysioterapeuten en genoptræningsplan til dig, hvis der er behov for det.

Det vigtigste og mest effektive er dog selv at træne i afdelingen og derhjemme.

Fysioterapeuten hjælper dig med de behandlingsredskaber, som du har brug for.

Udskrivelse

Din udskrivelse kan ske døgnet rundt, men hovedsagelig i dagtimerne. Mange er lidt utrygge ved at skulle udskrives efter få dage. Vores erfaring er dog, at hovedparten klarer sig rigtig godt, når de kommer hjem.

Hjælpemidler

Hvis der er behov for hjælpemidler til midlertidigt brug, som f.eks. stokke, gangstativ og lignende, bliver de sendt med dig hjem. Det kan være en god idé at aftale med dine pårørende, at de bringer dine hjælpemidler hjem til dig, dagen før din udskrivelse.

Som patient er man selv ansvarlig for at få hjælpemidlerne bragt tilbage til sygehuset, når udlånsperioden udløber. Hvis kommunen vurderer, at der er tale om et varigt hjælpemiddel, er det dem, der stiller hjælpemidlet til rådighed.

Penge og værdigenstande

Værdigenstande og telefon kan opbevares på stuen på eget ansvar. Det er muligt at opbevare dem i et aflåst skab på stuen.

Vi vil være kede af, hvis du mister dine værdigenstande under indlæggelsen, tag derfor så få med som muligt.

Sygehuspræsten

Kan kontaktes hver mandag, onsdag og fredag mellem kl. 09.00-kl. 10.00.

Læs mere om sygehuspræsten og, hvad hun kan hjælpe med.

Til dine pårørende

Der kan findes drikkevarer på gangen, eller i patientkøkkenet.

Pårørende kan købe mad i restauranten ved indgang A.

Der er fri besøgstid på sygehuset. Dog skal der, af hensyn til patienterne, helst være ro på stuerne fra kl. 12 - 14 og efter kl. 21.

Selv om man er nærmeste pårørende, skal vi stadig spørge den indlagte om lov til at videregive oplysninger til dig. De fleste patienter siger dog ja hertil og vi ser dig som en vigtig samarbejdspartner. Det er en fordel, hvis der vælges én kontaktperson fra familien.

Alle patienter har fuld aktindsigt i egen journal via Sundhed.dk. Hvis du som pårørende gerne vil have adgang, kan du tildeles aktindsigt af din pårørende via Sundhed.dk, som kan tilgås via app'en Min Sundhed eller via deres hjemmeside. - Gå til Sundhed.dk

Som pårørende kan du deltage i den daglige stuegang via videosamtaler – du kan læse mere om dette på vores hjemmeside Information og vejledning til videosamtaler via sms-video .

Når din rørende bliver udskrevet

For at øge trygheden og at forebygge nye indlæggelser, er der dog nogle ting, man som pårørende kan gøre:  

  • Vær evt. i hjemmet det første døgn efter udskrivelsen.
  • Tal med patienten/din pårørende om uheldet og tænk positivt og fremadrettet.
  • Gør plads til hjælpemidler i hjemmet.
  • Ryd evt. op og gør rent inden udskrivelsen.
  • Fjern løse tæpper, ledninger, småmøbler m.m., som udgør risiko for fald.
  • Indret hjemmet, så der tages hensyn til den nye livssituation.
  • Sørg for indkøb og et fyldt køleskab, når din pårørende kommer hjem.

Som pårørende kan du være behjælpelig med at bringe din pårørendes hjælpemidler hjem dagen før udskrivelsen, således at de er klar når din pårørende kommer hjem.

Kontakt

Ortopædkirurgi

Afsnit for Ortopædkirurgi

79 97 18 00

SHS.Ortopaedkirurgi-Aabenraa@rsyd.dk


pinfoSHS-207411864-49 165665   |   02.09.2026

APPFWU01V