Hul i næseskillevæggen
Til patienter og pårørende
Du får denne patientvejledning, så du kan føle dig velorienteret og tryg ved den forestående operation.
Hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet i Øre-næse-hals ambulatoriet (ØNH) i Sønderborg på: tlf. 79975700.
Operationsdagen
Lukning af hul i næseskillevæggen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og har til formål at lukke et hul i din næseskillevæg og evt. rette en skævhed af din næseskillevæg i samme seance.
Bindevæv til at lukke hullet med tages ofte i tindingen. Dette vil kræve, at vi fjerner lidt af dit hår over højre øre og laver et snit i huden her, hvilket gør det muligt at tage lidt bindevæv fra en muskel, der ligger her.
Slimhinden på næseskillevæggen omkring hullet løsnes og "lappen", som nu består af bindevæv og en biologisk plade, som danner underlag for bindevævet, sættes ind på skillevæggen.
Slimhinden fra næseskillevæggen vil nu vokse ind over lappen og hullet lukkes herved.
Ved operationens afslutning ilægges en silikoneskive på hver side af skillevæggen, som skal støtte lappen og holde slimhinden fugtig.
Disse 2 silikoneskiver syes fast i næsen og skal blive der i 4-8 uger efter operationen, hvorefter de fjernes.
Desuden vil der blive lagt 2 tamponader i næsen, som fjernes efter 3 dage.
Efter operationen vågner du op på opvågningsafdelingen.
Når du er helt vågen køres du tilbage på sengeafdelingen.
Kontakt personalet første gang du skal ud af sengen efter operationen.
Der må spises og drikkes efter samråd med personalet.
Der gives først isvand og herefter må du spise normalt.
Udskrivning
Du kan som regel udskrives samme dag eller dagen efter operationen.
Du får en ambulant kontroltid med hjem.
Forholdsregler efter udskrivelsen.
Det er normalt, at der siver lidt kødsaftslignende væske fra næsen de første dage. Dette er næsens normale reaktion på tamponaderne.
Du kan skifte gazeforbindingen efter behov.
Tamponader i næsen kan medføre tørhed i munden specielt om natten.
Generne mindskes ved at drikke rigeligt.
Ved nys skal du huske at åbne munden (for at undgå tamponaderne glider ud).
Efter at tamponaderne er fjernet, vil der være en del sårskorper, blodrester og slim i næsehulerne.
Næsen renses og generne kan mindskes, hvis du indsnuser saltvandsopløsning 2-3 gange dagligt i min. 1 til 2 uger efter operationen, eller indtil skorperne er væk.
Saltvandsindsnusning er med til at holde næsen ren.
Du må ikke pudse næsen de første dage efter operationen og vær forsigtig med næsepudsning herefter, da slimhinden skal have ro til heling.
Du skal undgå at støde næsen. Pas især på, hvis du har små børn, der uforskyldt kan ramme dig på næsen, eller hvis du deltager i sport, hvor der er risiko for slag eller stød mod næsen.
Saltvandsopløsning:
Bland 1 liter kogt vand (afkølet til stuetemperatur) med 2 teskefulde almindeligt køkkensalt.
Holdbart i 1 døgn.
Tag en spiseske, brug håndfladen eller en sprøjte og indsnus stille og roligt i et næsebor ad gangen.
Lad det løbe ud af sig selv. Gentag efter behov.
Man kan også købe saltvandsopløsning på apoteket, samt hjælpemidler til at opsnuse saltvand.
Eventuelle risici.
I sjældne tilfælde kan næsen utilsigtet forandre udseende.
Lukning af et hul i skillevæggen er en kompliceret procedure og der er risiko for at hullet gendanner sig og ikke lukkes fuldt ud.
Sygemelding
Du er som regel sygemeldt og bør tage den med ro de første 10 dage efter operationen. Har du et hårdt fysisk arbejde bør du vente yderligere et par dage med at genoptage arbejdet.
Undgå tunge løft, hård fysisk aktivitet, sport og at få hovedet nedad.
Næseskillevæggen er først fuldstændig helet ca. 6 uger efter operationen hvilket du må tage hensyn til i dagligdagen.
Ambulante kontroller 3 dage efter operationen fjernes tamponaderne i næsen i ambulatoriet.
4- 8 uger efter operationen fjernes de 2 silikoneskiver i næsen.
Hvis du får komplikationer som
- Feber
- Dunkende smerter over bihulerne
- Kraftig næseblødning
kan det være tegn på en infektion, og du bør kontakte ØNH- ambulatoriet på tlf.79 97 57 00 eller ØNH- afdelingen på tlf.79 97 44 21
|
Kontakt Øre-næse-halskirurgi Sydvang 1 6400 Sønderborg Tlf. 79 97 57 00 |
|
pinfoSHS-1791177184-34 155044|25.03.2026 |