Udvidelse af øregangen
Til patienter og pårørende
Du får denne patientvejledning for at du kan føle dig velorienteret og tryg ved den forestående operation.
Hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål, er du velkommen til at kontakte personalet i Øre-næse-halsambulatoriet (ØNH), Sønderborg på Tlf. 79 97 57 00.
Før operationen
De sidste 14 dage før operationen må du ikke bruge ørestikker eller høreapparat i det øre, der skal opereres.
Du vil blive barberet mellem 3-4 cm omkring det øre der skal opereres, for at den sterile afdækning kan sidde fast under operationen.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse via øregangen.
Efter operationen køres du tilbage på Dagkirurgisk afdeling, hvor du skal ligge og vågne helt op efter bedøvelsen.
På Dagkirurgisk afdeling skal du blive i sengen, indtil andet er aftalt med personalet. Kontakt personalet før du står ud af sengen første gang efter operationen.
Oftest vil du være frisk efter et par timers søvn. Der må spises og drikkes efter samråd med personalet.
Efter operationen har du et plaster hen over øret. Øregangen vil være pakket med gazestrimler.
Dette gør at du vil have en nedsat hørelse, og ikke umiddelbart kan mærke en høreforbedring.
Du må forvente sårsmerter, hvor der tilbydes noget smertestillende medicin efter operationen.
Udskrivning
Du kan normalt udskrives samme dag efter operationen efter tilsyn af en Øre- Næse- Halslæge.
Forholdsregler efter udskrivelsen
Du må forvente at være sygemeldt og bør tage den med ro indtil den første ambulante kontrol ca. 3 uger efter operationen.
Det er vigtigt, at du forholder dig roligt og undgår at få vand i øret.
Ved brusebad, skyl da håret væk fra det opererede øre med et krus eller kop hen over øret for at beskytte det mod vand udefra.
Undgå tunge løft, hård fysisk aktivitet, sport, svømning
Ved det første ambulante besøg, vil du få fjernet de gazestrimler der er i øregangen, og lægen vil vurdere operationsresultatet og evt. komme nye gazestrimler i øregangen.
Du må forvente et længerevarende ambulant forløb med kontrol af øret og operationsresultatet.
Af hensyn til trykket fraråder vi dig også at flyve den første måned efter operationen.
Eventuelle risici
Hvis du får feber eller får tiltagende smerter i øret, kan det være tegn på en infektion, og du bør kontakte ØNH ambulatoriet på tlf. 79 97 57 00 eller ØNH-sengeafdelingen på tlf. 79 97 44 21 mhp. videre behandling.
|
Kontakt Øre-næse-halskirurgi Sydvang 1 6400 Sønderborg Tlf. 79 97 57 00
|
|
pinfoSHS-1791177184-41 145694 | 16.08.2026 |