Skip til primært indhold

Langtidsdræn

Til patienter og pårørende

Du får denne patientvejledning for at du kan føle dig velorienteret og tryg ved den forestående operation.

Hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet i Øre-næse-hals

ambulatoriet (ØNH), Sønderborg på tlf. 79 97 57 00.

Før operationen

Langtidsdræn lægges i øret, efter gentagne forsøg med et almindeligt øredræn.

De sidste 14 dage før operationen må du ikke bruge ørestikker eller høreapparat i det øre, der skal opereres.

Du vil blive barberet mellem 3 cm omkring det øre der skal opereres for at den sterile afdækning kan sidde fast under operationen.

Er du tidligere opereret ved øret, og i den forbindelse fået taget væv til ny trommehinde bag ved tindingen, kan der blive tale om, at du skal barberes på modsatte side ved tindingen, for at have nok væv til den ny trommehinde.

På grund af infektionsrisici og af hygiejniske grunde bedes især børn tjekkes for lus fra 14 dage før aftalt operationsdag og indtil operationsdagen. Kontakt ØNH ambulatoriet på tlf.79 97 57 00 ved fund af lus eller æg.

Operationen vil blive aflyst ved et evt. luseangreb.

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Trommehinden gøres fri og lægges til side, og der bores en lille rille i øregangen, hvor langtidsdrænet skal ligge.

Efter operationen køres du tilbage på Dagkirurgisk observationsafsnit, hvor du skal ligge og vågne helt op efter bedøvelsen. Du skal blive i sengen, indtil andet er aftalt med personalet. Kontakt personalet, før du står ud af sengen første gang efter operationen.

Oftest vil du være frisk efter et par timers søvn. Der må spises og drikkes efter samråd med personalet.

Der gives først isvand og herefter må du spise normalt.

Efter operationen har du et plaster foran øret, og der vil være gazestrimler i øregangen. Dette gør at du vil have nedsat hørelse, og ikke umiddelbart mærke en forbedring.

Normalt vil der ingen særlige smerter være efter operationen.

Udskrivning

Du kan normalt udskrives samme dag efter operationen efter tilsyn af en Øre- Næse- Halslæge.

Forholdsregler efter udskrivelsen

Du må forvente at være sygemeldt og bør tage den med ro indtil den første ambulante kontrol ca. 3 uger efter operationen.

Følgende anbefales af overholde:

  • Det er vigtigt, at du forholder dig roligt og undgår at få vand i øret
  • Ved brusebad, skyl da håret væk fra det opererede øre med et krus eller kop hen over øret for at beskytte det mod vand udefra
  • Undgå tunge løft, hård fysisk aktivitet, sport, svømning og at få hovedet nedad

Ved det første ambulante besøg, vil du få fjernet de gazestrimler der er i øregangen, og lægen vil vurdere operationsresultatet og evt. komme nye gazestrimler i øregangen. Du må forvente et ambulant forløb med kontrol af øret og drænet.

Af hensyn til trykket fraråder vi dig også at flyve den første måned efter operationen.

Eventuelle risici

Komplikationer er sjældne.

Hvis du får feber eller får tiltagende smerter i øret, kan det være tegn på en infektion, og du bør kontakte ØNH ambulatoriet på tlf.79 97 57 00 eller ØNH- afdelingen på tlf. 79 97 44 21 mhp. videre behandling.

Kontakt

Øre-næse-halskirurgi

Sydvang 1

6400 Sønderborg

Tlf. 79 97 57 00

 


pinfoSHS-1791177184-39 149114   |   16.08.2026

APPFWU02V